EN SEJR FOR LEGENDERNES SKYLD

12.11.2023 21:06

Det blev søndag til tre gode point mod Viborg FF på Legendernes Dag.

På Legendernes Dag mødte vi søndag aften Viborg FF i Ceres Park i 3F Superligaens runde 15. Det første møde med de grønne i sæsonen endte med et nederlag på deres bane. Så vi havde revanche til gode og skulle se om vi kunne fortsætte vores gode stime.

Det var et lidt anderledes hold, der løb på banen i aften i forhold til seneste kamp, da truppen op til dagens kamp blev ramt af et par nye skader. Således var Bailey Peacock-Farrell og Mikael Anderson ude af dagens kamptrup.

Så det var en ny start 11 i dag, men med vanlig energi og hårdt arbejde fra kampens start. Det var dog gæsterne som, kom bedst ud til kampen og også for første gang fik bolden i kassen, men der var offside.

I den anden blev vi ikke for alvorlig farlige før Magnus Knudsen fik chancen fra kanten af feltet efter tyve minutters tid, men hans forsøg gik lige over mål.

Kort efter kom Tobias Bech til et godt hug, men desværre lige på Viborg FF’s målmand. Men efter den halve time havde vi fået mere fat i kampen og frem mod pausen kom Viborg FF ikke til så meget som i kampens indledning, mens vi trykkede mere på.

Til ære for Årets Legende Lars Lundkvist spillede vores anfører, Patrick Mortensen i dag med nummer 10 på ryggen - det samme nummer som Lundkvist bar i sin tid i AGF. Og kort inden pausen var Mortensen tæt på at kunne gøre det samme som både han er så god til og som Lundkvist var god til - nemlig at score mål, da Mortensen gled ind i et indlæg fra Links, men der manglede lige nogen centimer.

Så pausen kom uden mål.

2. halvleg
Manden med nummer 10 i dag fik sat os i gang med anden halvleg med bravour, da Patrick Mortensen steg højest til vejrs på et godt indlæg og stangede os foran ganske kort inde i 2. halvleg, og fik dermed sat os flot i gang med anden omgang.

Kort efter kom der dramatik, da Viborg FF fik Renato Junior udvist for en ureglementeret tackling mod Gift Links og vi var 11 mod 10 i resten af halvlegen.

Det svarede Viborg nu godt på og de formåede at presse os tilbage og vi havde svært ved at omsætte overtallet til chancer. Men vores forsvar stod godt i dag og midtbanen bidrog med hårdt arbejde for at holde gæsterne fra chancer.

Hen mod det 80’ende minut fik vi slået et godt indlæg ind i feltet, som endte hos Tobias Bech, som klinisk satte bolden ind langs stolpen til 2-0. I situationen før chancen slog Viborgs målmand sig og derfor var Ceres Park lidt i tvivl om målet stod. Men kort efter kunne Bech knytte næven og det regnvåde Ceres Park kunne juble over endnu et mål til hjemmeholdet.

Så skulle sejren arbejdes hjem og der kom friske kræfter på banen, som var med til at køre en god sejr hjem, som skaber god afstand til forfølgerne i 3F Superligaen.

Næste kamp er en udekamp i Farum, når vi efter landskampspausen møder FC Nordsjælland søndag den 26.11 kl. 14 på Right To Dream Park.

Næste hjemmekamp, som også er den sidste i år, er en kvartfinale i Oddset Pokalen mod Brøndby IF den 7. december. Billetsalget til den kamp starter i den kommende uge.

AGF vs. VFF / 3F Superligaen Runde 15 / Ceres Park / 12.11 2023
2-0 (0-0)
47’ 1-0: Patrick Mortensen
78’ 2-0: Tobias Bech

Advarsler
AGF: Gift Links, Tobias Bech
VFF: Oliver Kristensen, Jakob Bonde.

Udvisning: Renato Junior, Viborg FF

MoM: Gift Links

Tilskuere: 8.856

AGF
Jesper Hansen, Tobias Mølgaard, Frederik Tingager, Felix Beijmo, Gift Links (71’ Eric Kahl), Jacob Andersen (86’ Michael Akoto), Nicolai Poulsen, Magnus Knudsen (86’ Julius Beck), Frederik Brandhof, Tobias Bech (81’ Janni Serra) og Patrick Mortensen.