EFTER POKAL-SEJR: MÅL I ANDEN HALVLEG TRAK DEN HJEM

Foto: Matti Kronborg — 02.11.2023 19:30

Vi måtte ind i anden halvleg i aften før målene kom i Oddset Pokalens 3. runde. Men så kom der også fire og vi kan derfor nu se frem til kvartfinalen.

Cheftræner Uwe Rösler kunne ikke helt følge den plan han ellers havde lagt op til torsdagens pokalkamp mod Ishøj IF. Først på dagen blev angriber Janni Serra ramt af sygdom - og lige inden kampen måtte også Frederik Brandhof udgå fra startopstillingen med sygdom og blev afløst af Mikael Anderson.

Så mandskabsmæssigt kunne vi ikke helt starte kampen, som vi gerne ville. Og i første halvleg kæmpede vi samtidig også med at få scoret. Det skortede ellers ikke på chancer - herunder tre forsøg på træværket. Men ind ville den lille runde ikke.

- Det var en typisk pokalkamp i første halvleg med et utal af chancer, hvor man må sige, at vi var ramt af uheld. Men det gode er, at vi kommer til chancerne og så får vi også scoret i anden halvleg. Men vi skulle ha’ vekslet nogen af vores mange chancer fra første halvleg til mål. Jeg tror aldrig, jeg har set en halvleg i min tid i AGF, hvor vi skabte så mange chancer, sagde cheftræner Uwe Rösler efter kampen.

I anden omgang kom så målene. Først fra Felix Beijmo, dernæst Mathias Sauer og så fra Mikael Anderson, som startede kampen i stedet for Frederik Brandhof. Og det var godt, for han kom også på tavlen og fik lavet en assist til Mathias Sauers sidste mål, så kampen til sidst endte med en 4-0 sejr til AGF.

- Vi gjorde jobbet i anden halvleg og det var godt at se. Jacob Andersen gør et godt indhop med en god præstation og vi fik også god erfaring ind i Nicolai Poulsen som var med til at styre sejren i hus.

- Vi havde mere ro over spillet i anden halvleg og det var med til at køre sejren hjem. Og det var det vigtigste. Vi ville ikke tage nogen chancer og stillede med mange erfarne spillere, som har momentum - se bare, hvad der er sket af pokaloverraskelser i Europa i denne uge - men til sidst fik vi kørt en sejr i hus. Nu er vi videre til kvartfinalen og det var det vigtigste for os, lød det fra Rösler efter kampen.

Hvem vi skal møde i kvartfinalen ved vi først senere, når der bliver trukket lod sent torsdag aften efter Randers FC og Brøndby har spillet pokalkamp.