DE GODE TAKTER SKAL FINDES FREM IGEN

01.11.2023 18:16

Frederik Tingager og co. ser frem til pokalkamp torsdag på hjemmebanen.

Torsdag aften gælder det Oddset Pokalen på Ceres Park, når vi står overfor Ishøj IF, som har forlagt kampen til Aarhus, hvor vi altså er formelt udehold.

Efter en sejr i 3. runde over Nykøbing FC gælder det nu altså Ishøj IF, som til daglig spiller i 3. division. Ishøj IF kom til 4. runde efter en sejr på 1-4 over Vanløse og har da også vist god form på det seneste, hvor de har hentet to sejre i deres to seneste turneringskampe.

Så de gode takter fra mandagens sejr i lokalopgøret skal findes frem, hvis vi skal hente en ny sejr og dermed komme videre til kvartfinalen.

- Det var en god aften i Ceres Park i mandags, så vi glæder os til en ny kamp i Aarhus, og det bliver interessant at møde Ishøj IF - det er altid spændende at møde nogen andre hold end dem i Superligaen, så vi ser virkelig frem til kampen i morgen.

- Vi har haft en god træning i dag og alle er klar til kamp igen. For os handler det om igen at finde frem til den stærke mentalitet og fokus, vi havde i store dele af mandagens kamp, hvor jeg synes vi så stærke ud.

- Så det handler det om at levere endnu en god og stærk indsats på Ceres Park, så vi kan gå videre i pokalen, siger Frederik Tingager, der høstede store roser for sin indsats i mandagens lokalopgør. Nu gælder det Oddset Pokalen og en ny dyst for Tingager og holdkammeraterne.

- Vi har ambitioner om at komme så langt, vi kan i pokalturneringen - og det arbejde fortsætter torsdag, hvor vi skal ramme vores niveau og levere endnu en stærk indsats, tilføjer Tingager.

Kom i Ceres Park på den korteste udebanetur nogensinde. Find billetter lige her.
Bemærk, at Bemærk, at der til kampen kun bliver åbnet på Ceres Tribunen. Ishøj IF's tilhængere skal være på C9/C10, mens der bliver AGF stemningsafsnit på C1/C2.

Har man ikke mulighed for at komme i Kongelunden, kan kampen ses hos Pokalturnering.dk

På gensyn til pokalfodbold i Ceres Park torsdag kl. 18