AGF KVINDEFODBOLD: UHELDIG EFTERMIDDAG I FARUM

04.11.2023 16:28

En udvisning og et straffespark var for stort et bjerg i eftermiddag for AGF Kvindefodbold, der tabte til FC Nordsjælland.

Efter landsholdsterminen i dansk kvindefodbold er overstået var AGF’s kvinder i dag i Farum til en kamp mod FC Nordsjælland på Right to Dream Park. Her skulle vi forsøge at følge op på forrige uges sejr over Kolding IF mod et andet tophold i ligaen.

Desværre for århusianerne fik ambitionerne om en ny sejr et skud for boven, da værterne allerede efter 15 minutter fik et straffespark som umiddelbart så noget hårdt dømt ud. Men ikke desto mindre var det dømt og det blev også omsat til føring til nordsjællænderne.

Det havde ellers været en fin AGF-start med flere gode sekvenser og tilløb til chancer, men det var altså hjemmeholdet som kom bedst fra start rent scoringsmæssigt.

Efter føringen forsøgte vi at svare igen og få udlignet, men trods ihærdigt arbejde lykkes det ikke at få scoret i 1. halvleg. I den anden stod defensiven godt og havde styr på de ofte hurtige FCN-spillere, som søgte flere omstillinger.

Så pausen kaldte ved stillingen 1-0.

2. halvleg
Som ved straffesparket i første halvleg måtte vi også tage et slag i indledningen på anden omgang, da Matilda Mcnamara efter kun fem minutter inde i anden omgang blev udvist, da dommeren vurderede, at hun var sidste mand på et frispark. Det var også en kendelse, som vakte noget forundring i udeholdets lejr. 

Og med 10 mod 11 blev det svært mod et boldsikkert hjemmehold. Det var nu ikke fordi, at vi tillod mange chancer til FC Nordsjælland, som naturligt kom i mest boldbesiddelse med en spiller mere. Men vi havde svært ved at skabe chancer i den anden ende og var kun farlige et par gange ved omstillinger, hvor blandt andre Brianna Visalli med vanlig ihærdighed forsøgte at skabe mulighed for udligningen.

Hen mod kampens slutning fik vi arbejdet os godt frem til chancer og efter et hjørnespark var Julianne Ross tæt på at kunne heade udligningen ind, men måtte se sit forsøg reddet på stregen.

Tættere kom vi ikke på udligningen i en vanskelig kamp i undertal i næsten en halvleg. Og til sidst kom værterne igennem i en omstilling, da vi jagtede udligningen og kunne lukke og slukke med målet til 2-0.

Men trods nederlaget var der alligevel mange gode momenter, som holdet kan tage med sig til næste kamp, der også er på udebane på Sjælland, når vi gæster Brøndby IF den 12. november.

FC Nordsjælland vs. AGF / Gjensidige Kvindeligaen runde 9 / 4.11 2023
2-0 (1-0
17’ 1-0: Emilía Kiær Ásgeirsdóttir (str.)
90’ 2-0: Clara la Cour


Udvisninger; Matilda Mcnamara, Michael Schjønberg

AGF
Marie Gade, Tina Fremo, Ally Green (73’ Emma Hoppe), Julianne Ross, Matilda Mcnamara, Sarah Dyrehauge, Brianna Visalli (85’ Nathalie Jørgensen), Mariann Høgh Nielsen, Kathrine Spanner (61’ Sarah Sundahl), Marie Gade, Julie Mathiasen, Sofie Bloch (85’ Mathilde Rasmussen)