STOR OPBAKNING FORTSÆTTER I 2023

04.04.2023 03:21

Der kommer igen mange fans på mandag i Ceres Park til lokalopgøret mod Randers FC. Dermed fortsætter positiv tendens i denne sæson.

Vi er i gang med en sæson, der allerede nu har sat flere rekorder udenfor banen, hvor opbakningen på Ceres Park har været forrygende gennem hele sæsonen. Således har der været over 10.000 tilskuere til samtlige hjemmekampe i 3F Superligaen i denne sæson, hvilket aldrig er sket før i 3F Superligaen. Og i efteråret var de sidste fire kampe udsolgt inden vinterpausen ramte i november.

I det nye år er den flotte opbakning fortsat med femcifret tilskuertal til de tre første hjemmekampe, som samlet er blevet overværet af godt 36.000 fans, der har skabt den ene store fodboldoplevelse efter den anden og i fællesskab bakket holdet op til syv point ud af ni mulige i en ubesejret stime i foråret.

På mandag ser den gode opbakning ud til at fortsætte til lokalopgøret mod Randers FC. Kun fire gange i 3F Superligaens historie har vi været over 13.000 til lokalopgøret på Ceres Park. Sidst var vi 13.862, da vi sommeren sidste år senest mødte Randers FC hjemme i Aarhus.

Det tal håber vi, at overgå på mandag, hvor billetsalget går som de bedste marcipan-påskeæg i denne højtid. I går lørdag var der således over 12.000 billetter ude til braget mod Randers FC.

Mangler man stadig billet kan de købes her >>>

Kommer vi over 13.862 på mandag, hvad meget altså tyder på, så bliver det i øvrigt det næstmest besøgte lokalopgør i Superligaens historie. Kun overgået af 18.239 til en kamp i 2009.

Denne sæsons tilskuertal betyder, at vi har et tilskuergennemsnit i sæsonen indtil nu på 13.547. Det er næsten 37 % flere end i sidste sæson. Og det dækker over det højeste tilskuersnit for AGF nogensinde i de 30 år, vi har spillet 3F Superligaen på Ceres Park.

I alt har mere end 255.000 tilskuere nu set os ude og hjemme på de danske fodboldstadions i 3F Superligaen denne sæson. Det er en stigning på 27,5 % i forhold til samme periode sidste år.

Skal du med til en ny stor fodboldoplevelse på mandag, når vi skyder påsken i gang med et lokalopgør mod Randers FC, så find din billet via linket herunder.

Og husk, at vi har udvidet stemningsafsnittet til de kommende kampe i Mesterskabsspillet. Her kan man få plads til alle fem kampe - og altså også mandagens lokalopgør - for under 500 kr.

Køb tilbuddet her >>>