INDEN SEMIFINALE: - VI SKAL HA’ ET GODT RESULTAT MED HJEM
16.03.2023 13:28
Lørdag spiller AGF Kvindefodbold den første pokal-semifinaler af to mod FC Nordsjælland.
På lørdag skal AGF Kvindefodbolds ligahold forsøge at fortsætte de gode pokaltakter efter vi i weekenden vandt 5-0 over JAI i kvartfinalen i Gjensidige Kvindepokalen. For allerede weekenden efter er der den første semifinale i turneringen, hvor vi over to kampe skal møde FC Nordsjælland.
Første kamp er nu på lørdag på Right to Dream Park i Farum, mens vi spiller returopgør i Aarhus lørdag den 25. marts kl. 14 i Ceres Park.
For træner Nichlas Ørbæk Knudsen - der sammen med Peter Pedersen - udgør cheftrænerteamet i spidsen for AGF Kvindefodbolds ligahold - gælder det om at finde tilbage til de takter som gjorde udslaget i lørdagens storsejr.
- Vi var ganske tilfredse med, hvordan vi professionelt og kynisk angreb kampen i lørdags. Og det skal også være sådan, vi angriber kampen lørdag i Farum. Med vores gode koncept og troen på egne evner - krydret med den lyst og sult, som jeg synes hele holdet udstrålede i kvartfinalen, siger Nichlas Ørbæk Knudsen, som glæder sig over, at vi igen er en pokalsemifinale.
- Det er de her kampe, vi har arbejdet frem mod i hele opstarten. Vi skal være klar nu - og ikke først til ligastarten den 2. april. Det er nu, vi skal ramme vores form. For turneringen betyder meget for os - det gør pokalturneringen for alle i AGF. Så det er vigtig, at vi nu er klar til at vise det, vi har arbejdet hårdt på hele vinteren.
Revancheopgør
Semifinalen bliver et revancheopgør for holdet, som senest mødte FC Nordsjælland i Ceres Park i december sidste år og her tabte 1-2 i et resultat, der betød, at vi her i foråret skal spille i kval-ligaen og ikke i mesterskabsspillet.
- Der er noget at revanchere - ingen tvivl om det. Det nederlag fra december sidder stadig i mange af os, og den tavle, vi vil rigtig gerne vaske ren. Men det kræver, at vi kommer ud med vores bedste, så vi kan få muligheden for at afgøre det selv på hjemmebanen.
- For vores ambition er, at holde det åbent til kamp to, så vi kan få muligheden for at afgøre det i Aarhus. Det kræver ydmyghed, hårdt arbejde og disciplin, men så tror jeg også, vi har en god mulighed for at få et godt resultat med hjem til Aarhus, siger Nichlas Ørbæk Knudsen.
Der er kampstart lørdag den 18.3 kl. 15 på Right To Dream Park. Her er der gratis entré til kampen, der også streames live. Se mere om det her >>>>
Det er i øvrig andet år i træk, at kvinderne er i semifinalen i Kvindernes Pokalturnering. Sidste år blev Fortuna Hjørring endestation i turneringen. Men nu får vi altså chancen igen for at gå i en pokalfinale. Det arbejde starter på lørdag i Farum.