I TOP SEKS EFTER SEJR I RANDERS
Foto: Lars Rønbøg / Getty — 13.03.2023 20:54
Forløsning i Randers efter en 2-1 sejr bringer os i top seks.
Mandag aften stod den på lokalopgør på udebane, da vi var en tur i Randers til næstsidste runde i 3F Superligaens grundspil. Det var nummer fire og nummer fem, der stødte sammen på den våde og tunge bane i Randers. Så alt var på spil i forhold til at sikre sig en plads i mesterskabsspillet.
Det var hjemmeholdet som pressede først på for mål, da Randers FC fik skabt optræk til flere farlige muligheder i kampens indledning, hvor vi lige skulle finde vores ben på den svære bane. Blandt andet måtte Hansen godt ud for at klare et skud.
Vi var dog også ved at få skabt en rigtig god mulighed, da Duelund kom fint igennem efter en bolderobring og var tæt på at finde Kevin Yakob inde foran Randers-målet.
Kort efter fandt Gift Links Mikael Anderson fint i dybden, men Harlev-drengen blev tacklet inden han kunne komme på skudhold. Men han var levede i dag Anderson og søgte hele tiden bolden og værternes mål.
Efterhånden fladede den lidt hektiske begyndelse ud og spillet blev mere fordelt på begge hold, som stadig til tider bøvlede lidt med den våde og tunge bane. Måske det var derfor, at der til tider blev spillet relativt hårdt. Især af hjemmeholdet som efter tyve minutter havde fået skrabet to advarsler sammen.
Men begge hold gav alt de havde i sig for at få overtaget. Dog uden det lykkes og efter en halv times tid var det egentlig en ganske lige kamp. Vi forsøgte især at komme til baglinjen i vores venstre side, hvor Anderson og Links var aktive. Men det sidste helt farlige indlæg udeblev til en ellers hårdt kæmpende Patrick Mortensen i Randers-forsvaret.
Frem mod pausen var der lidt mere stilstand, hvilket var forståeligt nok oven på en hektisk indledning på kampen. Men så - lige inden pausen fik Nicolai Poulsen stærkt erobret bolden midt på banen og fandt Mikkel Duelund som flot kunne bringe os foran på et vidunderligt langskud. Og dermed kunne vi gå til pause foran med en.
2. halvleg
Målet lige før pausen gav gutterne god energi, for vi kom flot ud til anden halvleg og havde allerede efter de første fem minutter skabt flere muligheder. Dog uden at bolden kom i kassen.
Men det gjorde den så alligevel efter seks minutter. For Patrick Mortensen blev ulovligt nedlagt i feltet. Straffespark til gæsterne. Og her er Mortensen som bekendt sikkerheden selv. Så nu var vi foran med to. Slet ikke ufortjent med en fin århusiansk indledning på anden omgang.
Det er dog ikke mere end en uge siden, at Randers fik vendt en kamp, hvor de var bagud med to, så det var bare med at rebe sejlene og fortsætte det gode spil for gutterne og fortsat holde stand med den stærke defensiv.
Offensivt fortsatte AGF’erne dog med at vise tænder. For eksempel havde indskiftet Sigurd Haugen en god mulighed, men blev blokeret, ligesom vi kom til flere gode chancer efter indlæg.
Og så til sidst kom der virkelig nerver på hos de mange medrejsende. For lidt ud af det blå kunne Randers FC reducere efter et hjørnespark. Men vi klarede frisag til sidst og kunne fejre en 2-1 sejr og dermed en plads i forårets mesterskabsspil.
Næste kamp er på søndag i Ceres Park, hvor OB kommer på besøg til den sidste kamp i grundspillet. Så kom i Kongelunden og bak holdet op frem mod mesterskabsspillet.
RFC vs. AGF / 3F Superligaen runde 21 / Cepheus Park Randers 13.3 2023
1-2 (0-1)
45+1’ 0-1: Mikkel Duelund
56’ 0-2: Patrick Mortensen (str.)
87' 1-2: Kamara
Tilskuere: 9.100 (Heraf næsten 1.800 fra Aarhus)
Advarsler
RFC: Carl Johanson (2 og udvisning), Björn Kopplin
AGF: Felix Beijmo
MoM: Nicolai Poulsen
AGF:
Jesper Hansen, Gift Links (69’ Eric Kahl), Yann Bisseck, Frederik Tingager, Tobias Mølgaard, Felix Beijmo, Nicolai Poulsen, Mikael Anderson (93' Peter Bjur), Kevin Yakob (74’ Mads Emil Madsen), Mikkel Duelund (69’ Sigurd Haugen), Patrick Mortensen.