FØR LOKALOPGØRET: GOD STIME MOD RANDERS FC

01.04.2023 06:13

Mandag kommer Randers FC til Aarhus til en spændende første kamp i Mesterskabsspillet.

På den første dag i påskeferien - mandag aften den 3. april kl. 19 - er der genudsendelse i 3F Superligaen, når vi møder Randers FC igen kort efter vores sejr i Randers i næstsidste spillerunde i grundspillet.

Nu gælder det Mesterskabsspillet, hvor lokalopgøret er den første kamp for de to holds vedkommende.

Randers FC’ seneste kamp var i Aalborg, hvor de vandt 1-0 over AaB i en sejr, der bragte dem i top seks, mens vi vandt med de samme cifre hjemme mod OB. Vi er dermed stadig ubesejret i 2023 med 13 point ud af 15 mulige, og det er kun FC København, som er kommet bedre i gang med året end os.

Også mod Randers FC er stimen efterhånden god. Vi er således ubesejret i syv af de seneste ni kampe mod Randers FC i en stime, der står i stærk kontrast til de foregående ni kampe, hvor vi tabte syv ud af de seneste ni lokalopgør.

Mandagens kamp er 40’ende gang vi møder Randers FC i 3F Superligaen.

Seneste møde med Randers FC i Aarhus var tilbage i sommeren sidste år, hvor vi den 31. juli spillede 0-0 på Ceres Park, men senest sejr som nævnt var i Randers, da vi i runde 21 vandt 2-1 på mål af Mikkel Duelund og Patrick Mortensen.

Det er tredje gang ud af de sidste fire sæsoner, at vi er i Mesterskabsspillet, mens Randers FC har kvalificeret sig til top seks for tredje sæson i træk efter de brugte de fire første sæsoner i den nye struktur i kvalifikationsspillet.

Så det er to relativt erfarne mesterskabsspil-deltagere, der krydser klinger mandag i Ceres Park, hvor vi med en sejr kan tage den tredje sejr i træk på hjemmebane og den fjerde i træk i 2023.

I vores gamecenter kan du se mere om kampen og højdepunkter fra de seneste ti kampe mod Randers FC.

Via linket herunder er der billetter til det spændende lokalopgør, der har kampstart mandag kl. 19. Vi åbner AL Bank Fanzonen kl. 17 og portene til Ceres Park kl. 17.45.