AGF KVINDEFODBOLD: TRÆNER-DUO I SPIDSEN FOR LIGAHOLDET

09.03.2023 09:19

Efter en god opstart fortsætter træner-team i spidsen for AGF Kvindefodbolds bedste hold.

Det bliver et træner-team, der i foråret skal stå i spidsen for AGF Kvindefodbolds bedste hold. For efter tidligere cheftræner Katrine S. Pedersen ikke fik forlænget sin aftale ved årsskiftet, er trænerkonstellationen for Liga-holdet nu faldet på plads for foråret. 

Det bliver således Nichlas Ørbæk Knudsen og Peter Pedersen, der som et træner-team i fællesskab skal stå i spidsen for holdet. De to har varetaget hele opstarten og nu får de altså tøjlerne, når foråret skydes i gang med en pokalkvartfinale på lørdag. 

- Efter nøje overvejelser er vi nået frem til, at Nichlas og Peter skal fortsætte med i fællesskab at stå i spidsen for holdet. Vores opstart har været rigtig god under dem og de har sammen gjort det godt i den midlertidige periode. Vi er derfor helt trygge ved at lade dem fortsætte i et træner-team, hvor de i fællesskab skal sikre os en tilbagevenden til Gjensidige Kvindeligaen, siger chef for AGF Kvindefodbold, Marie Greve. 

Nichlas Ørbæk Knudsen er tidligere spiller med en fortid i blandt andet Kolding, Thisted og Brabrand. Han har været assistenttræner for AGF Kvindefodbold siden foråret 2021 og er tillige Cand. Scient i Idrætsbiologi fra Aarhus Universitet. 

Peter Pedersen er en erfaren træner med UEFA Prolicens, som har en fortid i blandt andet Rosenborg, KoldingQ og AaB. Og tillige også i århusianske Skovbakken og i AGF som træner i AGF Ungdom. Peter Pedersen har siden sommeren 2022 været tilknyttet AGF Kvindefodbold som Rekrutterings- og performance-ansvarlig. 

Det er første gang, at et trænerpar står i spidsen for AGF Kvindefodbolds bedste hold. Og det er da heller ikke nødvendigvis en permanent løsning. 

- Det er stadig vores hensigt at opgaven skal varetages af en enkelt cheftræner, men vi skal også erkende og anerkende godt arbejde, når vi ser det - og vi er helt trygge ved Nichlas og Peter som har vist et højt niveau i trænergerningen. De er fremragende til at supplere hinanden og tilsammen har de de rette værktøjer og kompetencer til opgaven. Så vi er glade for, at en god løsning nu er faldet på plads, og så ser vi tiden an omkring cheftrænerrollen på den længere bane, tilføjer Marie Greve. 

AGF Kvindefodbold starter deres forår på lørdag med en kvartfinale i Gjensidige Kvindepokalen, hvor der venter et lokalopgør mod JAI.

Selve turneringen starter så med en udekamp mod Sundby den 1. april, når jagten på en ny sæson i Gjensidige Kvindeligaen indledes - nu altså med en trænerduo i spidsen for holdet.