HÆDER TIL TALENTER

11.05.2023 11:12

Forleden blev der afholdt hovedgeneralforsamling i AGF af 1880, og traditionen tro blev der uddelt hædersbevisninger til AGF-talenter.

Martin Jørgensens talentpris gik i år til 19-årige Mathias Dahl Sauer. Mathias fik sin debut på Superliga-holdet allerede i en alder af 16 år og er en teknisk dygtig offensivspiller, som har kvaliteterne til at afgøre fodboldkampe enten med assists eller mål. Takket være stor ihærdighed og hårdt arbejde er han godt på vej til at klare den vanskelige transition fra ungdom til senior. Allerede nu træner han mere eller mindre fast med Superliga-truppen, samtidig med at han passer sin skole, og til sommer går han over på en fuldtidskontrakt og bliver en fast del af Superliga-truppen. Sauer er en offensivspiller med et stort potentiale, og derfor er han en fortjent modtager af Martin Jørgensens Talentpris.

Aage Rou Jensens Ærespokal blev tildelt 16-årige Mikkel Kannegaard Kristensen, der har spillet i AGF siden 2018 og er et godt eksempel på, at hårdt arbejde og tålmodighed betaler sig. For et par år siden havde han svært ved at tilkæmpe sig en fast plads på U15-holdet, men et positionsskifte gav ham en ny chance, og den forstod han på fornemmeste vis at gribe – ja, i sådan en grad, at han her godt to år senere er blevet rykket fast op i Superliga-truppen og er stamspiller på U17-landsholdet. Der står stor respekt omkring den måde, Mikkel har tacklet sin eksplosive udvikling på, og man ved altid, at man får en 100 % indsats fra ham. Derfor er han en værdig modtager af Aage Rous ærespokal.

Endelig fik 14-årige Mikkel Bro Hansen overrakt Børge Kaisers Sølvstøvle. Mikkel Bro Hansen, der spiller på U17-holdet, selvom han faktisk stadig har alderen til at spille U14, besidder evner, der er meget sjældne i dansk ungdomsfodbold. Han er fuldblodsangriber med stort A, og hans afslutningsfærdigheder er på et meget højt niveau. Han er meget ambitiøs og målrettet, og takket være stor træningsflid kombineret med en lyst og indædt vilje til hele tiden at forbedre dig har han taget store skridt i sin udvikling det seneste år, hvilket gør ham til en fortjent modtager af Børge Kaisers sølvstøvle.

Til alle tre skal der lyde et stort tillykke med hædersbevisningerne.

 

Billedet øverst fra venstre: Mathias Sauer, Mikkel Kannegaard, Mikkel Bro Hansen