UWE: - VI GIVER ALDRIG OP
04.06.2023 17:55
Aftenens 3-3 resultat mod Brøndby, hvor de tre AGF-mål blev scoret i det sidste kvarter, sendte bronzemedaljerne til Aarhus. Det blev en kamp, Aarhus nok aldrig glemmer og det var - ikke overraskende - en meget glad cheftræner, der satte ord på bronzemedaljerne efter kampen.
- Det er utroligt! Jeg er enormt lettet. Og så er jeg så stolt af spillerne. Vores hjerteblod er, at vi aldrig giver op. Det har vi vist hele sæsonen. Spillerne stoppede aldrig med at tro på det. Og i dag smilede lykkens gudinde så til os, men vi har fortjent det over hele sæsonen, sagde Uwe Rösler efter kampen.
Uwe Rösler, spillerne og ikke mindst et fyldt Ceres Park måtte vente længe før bronzemedaljerne igen var tilbage i Aarhus. Og det var især de indskiftede spillere, der gjorde forskellen, fortæller Uwe Rösler.
- I starten var vi nervøse. Men vi kom tilbage. Vi fandt strukturen og fik kontrol med midten af banen. Vi fik fantastiske indhop fra bænken. Jeg er bare så glad på spillernes vegne og at de får noget ud af den her meget hårde sæson. Og så ser jeg enormt meget frem til at spille i Europa, sagde cheftræneren.
Flere af spillerne var bevæget efter kampen. Noget der ifølge cheftræneren siger noget om holdets karakter og det, de har ofret, for at stå med bronzemedaljerne om halsen.
- Det er et eksempel på hele holdet. På hele staben. Vi har arbejdet meget hårdt. Hver fridag har vi været her. Spillerne har ofret rigtig meget. Vi vil også gerne takke familierne, konerne, kæresterne og børnene. En fodboldspiller kan ikke altid gøre, hvad normale mennesker gør på en fridag, så vi har ofret meget for at være, hvor vi er i dag, sagde cheftræneren, der nu - sammen med holdet og resten af sin stab - kan se frem til lidt velfortjent sommerferie