FOND BAKKER OP OM NYT STADION TIL KVINDEFODBOLD

24.05.2023 10:36

Med en flot donation fra Købmand Herman Sallings Fond er en ny hjemmebane for AGF Kvindefodbold kommet et stort skridt nærmere.

Siden AGF Kvindefodbold så dagens lys har vi drømt og arbejdet for bedre rammer for pige- og kvindefodbolden i Aarhus. Nu er vi kommet stort skridt nærmere visionen om et nyt stadion til kvindefodbold. Det sker efter Købmand Herman Sallings Fond har doneret 30 mio. kr. til at realisere visionen for et nyt stadion i Vejlby Risskov, hvor det nuværende Vejlby Stadion nu ligger.

Det nye stadion skal i fremtiden blandt andet fungere som hjemmebane for AGF Kvindefodbold, der lige nu fordeler sine hjemmekampe mellem det nuværende Vejlby Stadion og Ceres Park.

Derudover giver det nye stadion helt nye muligheder for andre hold og klubber i Aarhus, der lige nu ikke har et opvisningsstadion. Samtidig kan det fungere som midlertidig hjemmebane for AGF’s herrer, når Ceres Park bliver revet ned i begyndelsen af 2025 og senere erstattet af et helt nyt fodboldstadion i Kongelunden, der står færdig i sommeren 2026.

- Salling Fondene støtter projekter og initiativer, der gør hverdagen bedre og er til gavn og glæde. Og et kommende stadion til kvindefodbold vil gøre netop det i mange år fremover. Med AGF Kvindefodbold i spidsen er den århusianske kvindefodbold på vej frem og her bør vi i Aarhus også kunne tilbyde både pige- og kvindespillere gode rammer.

- Vi glæder os også over, at placeringen i Vejlby-Risskov ligeledes kan styrke det lokale idrætsmiljø i den nordlige del af Aarhus - parallelt med, at Idrætsbyen i Kongelunden i den sydlige del af Aarhus udbygges, siger bestyrelsesformand for Købmand Herman Sallings Fond, Jens Bjerg Sørensen

Fundament at bygge videre på
Med det nye stadion vil Aarhus Kommune og AGF skabe tidssvarende rammer, der blandt andet lever op til Kvindeligaens kommende krav til blandt andet stadionanlæg og spillerfaciliteter.

- Med en generøs donation viser Salling Fondene igen et meget flot engagement i byens liv og udvikling. Donationen udgør et vigtigt skridt på vejen til at realisere vores plan for et nyt stadion til kvindefodbold, siger borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse om donationen.

For AGF Kvindefodbold er donationen det første store skridt mod en opfyldelse af visionen om et moderne kraftcenter for kvindefodbold i Aarhus.

- Vi er meget taknemmelige og ydmyge overfor den flotte donation, der forhåbentlig kan bane vejen for andre, så vi kan skabe de nødvendige rammer for den fortsatte udvikling af kvindefodbolden. Vejlby-Risskov er allerede hjemsted for vores aktiviteter om kvindeliga-holdet, og der er et eksisterende miljø om kvindefodbold, man kan bygge videre på.

- Men vi kan ikke fortsætte udviklingen i de eksisterende rammer. Med donationen fra Salling har vi nu et flot og meget generøst fundament at arbejde videre på, siger chef for AGF Kvindefodbold, Marie Greve.