AGF SØGER VÆRTSFAMILIER

02.06.2023 06:50

Kunne du og din familie tænke jer at have en af AGF’s unge fodboldtalenter boende og dermed være med til at udvikle fremtidens spillere til AGF’s Superliga-hold?

Det er AGF’s ambition at være blandt de bedste til talentudvikling i Skandinavien. Om godt et år står en topmoderne akademi-bygning klar på Fredensvang, hvor fodboldtalenterne skal bo. Men indtil det bliver en realitet, søger AGF værtsfamilier, der har plads og overskud til at have en eliteungdomsfodboldspiller boende og kan give ham en god og tryg hverdag.

AGF’s talentarbejde er under konstant udvikling og fokus er især rettet imod at skabe så optimale rammer som muligt for det enkelte talent, så han kan få uddannelse, fodbold og fritid til at gå op i en højere enhed. Og her kommer værtsfamilierne til at spille en nøglerolle. Som værtsfamilie skal I:

  • Være bosiddende i en radius af 1-5 km fra AGF's træningsanlæg i Fredensvang 
  • Stille et værelse til rådighed
  • Sørge for fuld forplejning
  • Være interesserede i at tage aktivt del i drengens hverdag og bidrage til, at han trives og føler sig hjemme.
  • Meget gerne have interesse for eller kendskab til idræt på eliteplan, så I ved hvad der kræves af et talent, der lever sin drøm ud og bruger meget tid på at dygtiggøre sig.

Som værtsfamilie vil I naturligvis få udgifterne til spillerens kost og logi dækket.

Har ovenstående vakt jeres interesse – enten med omgående virkning eller fra 1/8 2023 - er I velkomne til at tage kontakt til Talentchef Jesper Ørskov på mail: [email protected] for at høre nærmere om, hvad det indebærer at være værtsfamilie.