AGF KVINDEFODBOLD: U18 DANSK MESTER

12.06.2023 04:55

AGF DM Pige U18 sikrede sig guld i weekenden, mens U16 tog sølvmedaljer.

AGF Kvindefodbolds U18 Pige DM hold kan nu kalde sig landets bedste hold i sin årgang efter de i weekenden tog det danske mesterskab uden selv at spille.

Det skete lørdag, da resultaterne i resten af ligaen faldt sådan ud, at holdet ikke kan hentes på førstepladsen.

Søndag spillede holdet så selv mod Fortuna Hjørring, hvor det blev til et point og dermed en konsolidering af førstepladsen med 55 point foran FC Nordsjælland på andenpladsen. De har 48 point, og med kun en runde tilbage kan AGF'erne ikke hentes.

Stort tillykke med det flotte mesterskab til spillere og stab, der også kunne glæde sig over forleden at vinde den jyske pokal.

Også U16 DM har haft en flot sæson, som giver medaljer. Efter en sejr i weekenden over Fortuna Hjørring er holdet nu sikker på at hente sølvmedaljer inden sæsonens sidste kamp i den kommende weekend.

Med 51 point på andenpladsen har holdet fire point ned til netop Fortuna på tredjepladsen og kunne altså glæde sig over medaljer i en meget flot sæson for begge AGF Kvindefodbolds pigehold, hvor U16 også vandt deres pokalfinale i sidste uge og dermed altså også bidraget betragteligt til medaljehøsten for de to talenthold i AGF Kvindefodbold.