VELKOMMEN TIL BAILEY PEACOCK-FARRELL

24.07.2023 17:00

Den nordirske landsholdsmålmand, Bailey Peacock-Farrell er ny AGF'er.

AGF styrker målmands-teamet på 3F Superligaen med den nordirske landsholdsmålmand, Bailey Peacock-Farrell, der skifter til os fra Premier League-oprykkerne fra Burnley på en lejeaftale for den sæson, der netop er startet.

- Det er ingen hemmelighed, at vi har haft en åben plads i vores målmands-team med Jonathan Hutters som den unge og Jesper Hansen som den erfarne og etableret målmand - så vi har ledt efter en tilføjelse til holdet. Det har vi nu fundet i Bailey Peacock-Farrell, der er en dygtig målmand som i en relativ ung alder allerede har en del erfaring fra både Premier League og landsholdsfodbold.

- Han kommer derfor til at supplere vores målmands-team med en rigtig fin profil og han skal bidrage til den nødvendige konkurrence, vi gerne vil have blandt vores målmand i Superliga-truppen, siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye.

Udover tiden i Burnley, hvor det er blevet til 16 kampe i den seneste sæson, har 26-årige Bailey Peacock-Farrell blandt andet også en fortid i Sheffield Wednesday og i Leeds. I sidstnævnte klub har han trænet under AGF’s cheftræner Uwe Rösler, der ser frem til gensynet med Peacock-Farrell.

- Bailey har en god karakter og en stærk arbejdsmentalitet. Og sammen med Jesper får vi nu en stærk og varieret målmandsgruppe, hvor Bailey kommer til at lære meget fra Jesper og samtidig kommer han til at styrke vores konkurrencesituation, siger cheftræner Uwe Rösler.

Bailey Peacock-Farrell er fast mand i målet på det nordirske landshold og var i den egenskab i Danmark for en måneds tid siden, da Danmark og Nordirland mødtes i EM-kvalifikationen.

Nu går turen altså tilbage til Danmark og til Fredensvang, hvor Bailey Peacock-Farrell tiltræder i AGF med det samme.