
TUREN GÅR TIL BRUGGE
26.07.2023 16:20
Her følger information til de mange medrejsende, der rejser med til UEFA Conference League Kamp i Belgien.
Torsdag aften gælder det Club Brugge på udebane i den belgiske by Brugge, hvor mange AGF’ere allerede er begyndt at rejse til.
Udebaneafsnittet er således for længst udsolgt med plads til knap 1.500 AGF’ere. Og det kunne snildt være blevet til endnu flere ’hviie’ på stadion i Brugge, men det har ikke været muligt at udvide afsnittet.
Club Brugges hjemmebane; Jan Breydel Stadium ligger lidt uden for Brugges bymidte - fire km. fra centrum. Der er plads til små 30.000 tilskuere, men Club Brugge forventer ikke, at kampen torsdag bliver udsolgt. Men op mod 20.000 lyder meldingen.

Udebaneafsnittet befinder sig på Sydtribunen på Jan Breydel Stadium. Her åbner portene to timer før kampstart, der er kl. 20.
Bemærk, at der IKKE må medbringes rygsække og større tasker ind på stadion. Der vil være sikkerhedspersonale med fra AGF og man bedes respektere de guidelines og retningslinjer, der gives af både lokale stewards og af vores eget personale, der er nemme at kende.
Mange tilhængere mødes i løbet af torsdagen på Brugges største torv, Grote Markt, som er den centrale plads i Brugge.
Her er der fælles afgang til stadion kl. 17 og mulighed for shuttle-busser til stadion for dem, der måtte ønske det. Men mange fans går sammen ud til Jan Breydel Stadium. I den forbindelse opfordrer vi til, at man følger guidelines og instrukser fra de lokale myndigheder og af AGF’s sikkerhedspersonale.

Hvis man kommer i egen bil, så anbefaler vi, at man ikke parkerer ved stadion, men finder parkeringsmuligheder inde i Brugge eller tæt på stadion.
Vi ønsker god tur til alle AGF’ere. Pas på jer selv og på gensyn i Brugge.
