TRÆNINGSDYST MED AGF DOMINANS MEN UDEN MÅL
Foto: Laura Hjørringgaard — 12.07.2023 18:02
Opstartens fjerde træningskamp blev i dag spillet i Vildbjerg.
Det fine Vildbjerg Stadion nordvest for Herning dannede i dag ramme om opstartens fjerde testkamp, da Viborg FF var værter for en træningskamp.
Det blev en kamp, som AGF nok burde ha’ vundet set på spil og chancer, men efter en intens og god dyst endte kampen uden mål.
AGF dominerede de første 15 minutter, der kulminerede med en god chance til Mikkel Duelund efter flot opspil fra AGF’erne, hvor Felix Beijmo fandt Duelund i feltet med en cutback. Men forsøget blev reddet af Viborgs målmand, som i dag havde op til flere gode redninger for sit hold.
Der var god intensitet i dagens kamp med fysik og dueller, men vi formåede også flere gange at spille os igennem, og blandt andre kom Tobias Bech også til en chance i første halvleg, som vi burde have brugt til at score bedømt på spillets overtag. Men det lykkes aldrig at passere en velspillende Lucas Lund i Viborg-målet.
I anden halvleg skiftede vi en del ud. Og fik blandt andet set Mikkel Andersen i AGF-målet. Målmanden træner med på Fredensvang i de her uger og fik altså chancen i dag for at vise trænerstaben, hvad han kan.
Men som i første halvleg var det småt med Viborg-chancer. Faktisk havde hverken Andersen eller Hansen én eneste redning i løbet af kampen.
Igen viste Felix Beijmo og Mikkel Duelund godt samarbejde i anden halvleg, hvor Duelund igen kom til en stor chance. Men desværre også igen uden bolden gik i kassen.
I dag fik også vores nye angriber Janni Serra sin uofficielle debut, da tyskeren kom på banen med tyve minutter igen og han faldt fint ind i spillet og var også tæt på at score.
Men altså ingen mål i dag, og det kunne vi ærgre os mest over. Der var igen en del AGF'ere på lægterne, der efter kampen mødte spillerne til autografer og billeder. Tak for jeres støtte langt væk fra Aarhus her i op starten.
Næste træningskamp er på søndag den 16. juli, hvor vi kl. 14 tager imod FC Midtjylland på Ceres Park. Her er man velkommen til at overvære kampen, som også blive livestreamet.
AGF:
Jesper Hansen (60’ Mikkel Andersen), Tobias Mølgaard (75’ Jacob Andersen) Frederik Tingager (70’ Diesel Herrington), Thomas T. Kristensen (70’ Michael Akoto), Felix Beijmo (70’ Frederik Brandhof), Nicolai Poulsen (70’ Zach Duncan), Mads Emil Madsen (70’ Magnus Knudsen), Eric Kahl (60’ Gift Links), Tobias Bech (60’ Peter Bjur, Patrick Mortensen (70’ Janni Serra), Mikkel Duelund (60’ Mathias Sauer)