
NY SÆSONÅBNER REKORD?
20.07.2023 07:50
Tilskuerrekorden for en åbningskamp står for fald på søndag.
Skal man med til Aarhus Walk og sæsonpremieren på søndag er det nok en god ide at få sikret sig sin billet. Det kan man gøre her.
For sidste sæsons store opbakning på Ceres Park fortsætter også i denne sæson og vi kan derfor igen se frem til en stor fodboldsøndag på en velbesøgt hjemmebane.
Her få dage før kampen ser det således ud til, at vi bliver omkring 15.000 eller mere til det klassiske opgør mod Vejle Boldklub. Der er flere afsnit på Ceres Park, der nu nærmer sig udsolgt - herunder også udebaneafsnittet, hvor vi forventer op til 1.000 fans fra Vejle.
Med de gode udsigter til endnu en velbesøgt kamp kan vi se frem til at sætte en ny rekord for en sæsonåbner på Ceres Park. Den lyder på 13.437 tilskuere til en kamp mod Brøndby IF i sommeren 2015. Tidligere har der også været over 12.000 tilskuere til åbningskampe i 2010 og 2011, men det når vi altså over på søndag, hvis billetsalget fortsætter i samme tempo som nu.
Det er da også en fed kamp, der venter os efter Aarhus Walk. Kampene mellem AGF og Vejle Boldklub er store traditionsopgør i dansk fodbold og med gæsternes tilbagekomst i 3F Superligaen er de altså igen på menuen i Kongelunden.
Husk, at vi søndag først mødes til Aarhus Walk på Ingerslevs Boulevard, hvor vi fra kl. 10 tager hul på opvarmningen til den traditionsrige fælles gåtur mod Ceres Park. Kampen starter så kl. 14, hvor vi altså igen bliver mange i Ceres Park.
Hent din billet her >>>
