NY ANGRIBER TIL AGF: VELKOMMEN TIL JANNI SERRA

04.07.2023 07:12

Den tyske angriber Janni Serra er nyeste mand i hvidt.

Vi er glade for at kunne byde velkommen til Janni Serra, der er ny mand i den offensive del af Superliga-truppen.

Den 25-årige tyske angriber kommer til os fra Arminia Bielefeld, der rykkede ud af 2. Bundesligaen i den seneste sæson, hvilket gav Janni Serra muligheden for at søge nye jagtmarker. Og valget er nu faldet på AGF, hvor Janni Serra skal prøve kræfter med 3F Superligaen efter flere år i både Bundesligaen og 2. Bundesliga i Tyskland.

- Det er en top angriber, vi nu kan føje til truppen, og vi er meget glade for, at det er lykkes at få en aftale på plads. Janni har gennem flere år vist sine kvaliteter i tysk fodbold, og det er ikke givet, at en angriber af hans kvaliteter ville se mod Danmark.

- Men efter et rigtig godt forløb har han vist sin ivrighed for at komme til AGF, hvor vi tror han kommer til at passe rigtig godt ind, siger sportschef Stig Inge Bjørnebye, der henter Janni-Lucca Serra på en fri transfer.  

Før sin tid i Arminia Bielefeld spillede Serra for Holstein-Kiel, ligesom det også er blevet til et kortere ophold i VFL Bochum.

I alt er Janni Serra noteret for 143 kampe i den tyske Bundesliga, 2. Bundesliga og DFB Pokalen. Her er det blevet til 47 mål og 15 assist for angriberen, der fik sin fodboldopdragelse i Hannover 96 inden han som 16-årig skiftede til Borussia Dortmund, hvorefter hans seniorkarriere for alvor tog fart i Holstein-Kiel.

- Han har scoret mål gennem hele sin karriere og har som 25-årig allerede en stor erfaring på højt niveau for flere klubber. Det vil komme ham til gavn i Superligaen, hvor han kommer til at give os andre og nye strenge at spille på, tilføjer Stig Inge Bjørnebye.

Janni Serra er noteret for 31 ungdomslandskampe for Tyskland. Herunder 16 kampe for det tyske U21 landshold.

Han tiltræder i AGF med det samme på en fireårig aftale og slutter sig til Superliga-truppens forberedelser til sæsonstarten den 23. juli hjemme mod Vejle.