CLUB BRUGGE VENTER TORSDAG
25.07.2023 17:14
Torsdag spiller vi europæisk fodbold. Bliv lidt klogere på vores belgiske modstandere.
Nu er der ikke længe til. Torsdag aften tager vi hul på Europa, når der er første kamp i 2. runde i UEFA Conference League. På udebane møder vi belgiske Club Brugge på Jan Breydel Stadium i den belgiske by, Brugge små tusind km. fra Aarhus.
Vores modstander har en rig og lang historie, og er som os også stiftet før år 1900. Club Brugge Koninklijke Voetbalvereniging - Club Brugge er således stiftet i 1891, hvor en gruppe studenter startede klubben. Siden er den blevet en af de mest vindende belgiske klubber gennem tiderne med både national og international succes.
18 gange er Club Brugge blevet mester - et tal, der kun er overgået af deres rivaler fra Anderlecht i hovedstaden, Bruxelles. I seneste sæson måtte Club Brugge dog ”nøje” med fjerdepladsen i den belgiske liga, hvorfor de altså har fået muligheden for at møde os i Conference League.
I europæisk fodbold er Club Brugge den eneste belgiske klub, som er nået til finalen i Mesterholdenes Europa Cup - det, der senere blev til Champions League og, hvor AGF nåede kvartfinalen i den allerførste turnering. Det var i 1978, hvor Brugge tabte finalen til Liverpool. I øvrigt en gentagelse af et resultat fra 1976, hvor Brugge også mødte Liverpool i en finale - den gang i UEFA Cup finalen.
Siden da har Club Brugge deltaget i UEFA Cup’en eller Europa League intet mindre end tyve gange. Men det er også blevet til Champions League med flere gruppespil og en 1/8 finale i foråret, hvor de nåede videre fra gruppespillet, men tabte derefter til Benfica.
Vi har i AGF aldrig mødt Club Brugge før, men vores belgiske værter har fem gange tidligere mødt et dansk hold.
Første gang var Brøndby IF i 1980'erne, hvor belgierne gik videre på reglen om udebanemål. Brugge har også erfaringer mod FC København, hvor københavnerne begge gange har formået at vinde. Det samme gjorde FC Midtjylland i 2015-2016 sæsonen, hvor midtjyderne tabte og spillede uafgjort mod Brugge i Europa League-gruppespillet.
Der er været en del danskere i Club Brugge gennem tiderne. Blandt andre nuværende U19 cheftræner i AGF, Niki Zimling.
Aktuelt finder vi Andreas Skov Olsen (billedet) og Casper Nielsen som de danske islæt i den belgiske trup. Andre navne i truppen, der måske vækker genkendelse blandt det danske fodboldpublikum er målmand Simon Mignolet og Brugges anfører Hans Vanaken, der er en del af det belgiske landshold. Club Brugges hold trænes af den erfarne norske træner; Ronny Deila.
Club Brugges sæson er endnu ikke startet og kampen mod os er deres første betydende kamp i sæsonen. De har i deres opstart blandt andet tabt til Feyenoord og vundet over Go Ahead Eagles. Belgiernes seneste kamp var mod AZ i lørdags, hvor det blev til et 1-2 nederlag.
Søndag efter vores kamp torsdag starter Club Brugge deres hjemlige turnering med en hjemmekamp mod Mechelen. Og så er der, som det nok er de fleste bekendt, returkamp i Aarhus den 3. august kl. 20. Husk billet til den kamp lige her >>>
- Presset ligger åbenlyst på Brügge. Og vi sætter vores lid til det fundament, vi lagde i sidste sæson. Det er klart, de er favoritter. Men jeg fornemmer også en særlig stemning i byen på grund af den her kamp, og vi ved, at der er mange, som kommer ned og støtter os.
- Den energi, skal vi tage med os ind i kampen. Vores mål er at komme hjem til Aarhus med noget at spille for i kamp to - og det betyder, vi skal have et godt resultat, så vi stadig tror på chancen for at gå videre, sagde cheftræner Uwe Rösler tidligere på sæsonen om torsdagens kamp.
Der er kampstart torsdag den 27. juli kl. 20 på Jan Breydel Stadium. Er man ikke en af de 1.500 AGF'ere på det udsolgte udebaneafsnit, så kan kampen ses direkte på TV2 Sport X eller TV2 Play. Se mere om det her >>>