AGF STYRKER ORGANISATIONEN MED NY DIRECTOR OF VENUE

11.07.2023 07:01

AGF styrker ledelsen og arrangementsdelen i klubben med tiltrædelsen af Ulrik Lillelund Kreutzfeldt, der tiltræder som ny Director of Venue hos AGF.

AGF styrker ledelsen og arrangementsdelen i klubben med tiltrædelsen af Ulrik Lillelund Kreutzfeldt, der tiltræder som ny Director of Venue hos AGF.

Dermed får AGF en stærk kapacitet i arbejdet med det nye fodboldstadion, hvor Ulrik Lillelund Kreutzfeldt bliver en del af AGF’s følgegruppe i Kongelunds-projektet og får samtidig ansvaret for arrangementer og events i AGF - herunder AGF’s kampe på byens nye fodboldstadion, der står klar til sommeren 2026.

Ulrik Lillelund Kreutzfeldt kommer fra en stilling som Operations Manager hos Royal Arena, hvor han i syv år har stået i spidsen for mange store arrangementer. Før sin tid i Royal Arena var han ti år i Parken, hvor han som Project Manager arbejdede med fodboldkampe, koncerter og andre events.

Nu gælder det så AGF, hvor Ulrik Lillelund Kreutzfeldt kommer til at spille en nøglerolle. 

- Med i alt 17 års erfaring fra Royal Arena og Parken er Ulrik er en stor kapacitet på sit område og vi er glade for, at han nu bliver en del af ledelsen i de kommende år med store logistiske omvæltninger for AGF, hvor vi i en periode skal spille på et midlertidigt stadion i Vejlby.

- Med ansættelsen øger vi nu organisationens kompetencer på et højt teknisk niveau i det videre forløb i Kongelunds-projektet, og sammen med projektleder Bo Jensen får vi nu et stærkt team, der skal drive processen fra AGF’s side fra projekteringsfasen til byggefasen af det nye stadion, der snart går i gang. Og når så det nye fodboldstadion står færdig kommer vores kampe og arrangementer i de bedste hænder hos Ulrik som vores nye Director of Venue, fortæller adm. direktør i AGF, Jacob Nielsen.

- Jeg er ikke bange for at bruge en kliché og betegne mit nye job hos AGF som noget af en drømmestilling for en mand som mig med den erfaring og de kompetencer, jeg har oparbejdet gennem mange år i først Parken og siden i Royal Arena.

- At være med til at bringe AGF støt ind på et nyt fodboldstadion og derefter stå i spidsen for det, der så skal ske på det stadion, er fantastisk spændende og en stor faglig udfordring, som jeg glæder mig meget til at tage fat på, siger Ulrik Lillelund Kreutzfeld om sin nye stilling.

AGF’s nye Director of Venue tiltræder efter årsskiftet.