AGF SÆLGER YANN BISSECK TIL INTER

12.07.2023 16:32

Forsvarsspilleren skifter til Champions League finalisterne fra Inter i en rekordhandel.

Yann Bisseck fortsætter karrieren i den italienske storklub Inter, efter AGF og Champions League-finalisten er blevet enige om en transfer, der gør Bisseck til Inter-spiller.

Dermed skifter den 22-årig forsvarsspiller den hvide trøje ud med den blå- og sortstribede trøje hos Inter i Milano efter to sæsoner i AGF.

- Efter Yann kom til os på en lejeaftale fra Portugal, kunne vi på kort tid se potentialet i ham og har sammen med spilleren udviklet ham hen over de sidste to år, hvor Yann har været fokuseret og arbejdet hårdt på sin egen udvikling. Det hele kulminerede med hans flotte sidste sæson, og det sidste halve års tid har det stået klart, at vi nok ikke kunne holde på Yann.

- Der skal i den forbindelse lyde en stor ros til vores træner- og fysiske stab for deres arbejde med Yann, der nu betyder, at han fortsætter karrieren hos Inter, efter der har været stor interesse for ham, siger sportschef Stig Inge Bjørnebye.

Rekordsalg
Salget af Yann Bisseck er med afstand den største transfer nogensinde for AGF, og det er anden gang inden for 12 måneder, at vi sætter en transferrekord efter salget af Albert Grønbæk - en af vores egenudviklede spillere sidste sommer.

- Med denne transfer understreger vi, at vi kan udvikle spillere til det allerhøjeste niveau - det kan alle i og omkring klubben godt være stolte af, tilføjer Stig Inge Bjørnebye.

Yann Bisseck har netop været med det tyske U21-landshold til EM og tiltræder med det samme i Inter.

Yann har lovet at vende tilbage til Aarhus og Ceres Park for at tage afsked med fansene. Det kan desværre ikke lade sig gøre til Aarhus Walk, men bliver ved førstkommende lejlighed.

Alle i AGF sender Yann afsted til Italien med tak for en god tid og et stort held og lykke i den videre karriere.