AGF KVINDEFODBOLD: TILBAGE PÅ BANEN MED SCHJØNBERG PÅ BÆNKEN

17.07.2023 17:37

Mandag bød på første træning for AGF Kvindefodbold i 2023/2024 sæsonen og første dag for ny cheftræner Michael Schjønberg. Både holdet og træneren har store planer for den kommende sæson.

Der var store smil, højt humør og masser af boldspil på Vejlby Stadion, da AGF Kvindefodbold indledte 2023/2024 sæsonen efter en velfortjent sommerferie.

Dagens træning bød også på det første officielle møde mellem truppen og den nye cheftræner, Michael Schjønberg.

Og den nye træner forlod dagens træning med et positivt indtryk.

- Det er nogle gode kvinder med en god indstilling. De vil det og det er vigtigt. Og så kan de spille fodbold også, det gør det endnu bedre.

Træningen i dag gjaldt for den nye træner om at skabe sig nogle indtryk af holdet og deres træning. Og han kan allerede mærke, at AGF er en særlig størrelse i dansk fodbold.

- Man kan godt mærke ånden i klubben. Det emmer af traditioner og det synes jeg også, at pigerne står inde for. De ved godt, hvad der er på det emblem, hvad det betyder og hvad det skal. Det er jeg stolt af at være en del af.

Før dagens træning fik spillerne et par ord med fra den nye cheftræner, hvor han introducerede sig selv og sin tilgang til både holdet og fodbolden. Og han lagde vægt på at for ham, er holdet det vigtigste. Alle skal føle sig hjemme og så skal de have det sjovt og huske på hvorfor, de begyndte at spille fodbold. 

I selve tilgangen til fodbolden lagde Schjønberg også vægt på overfor holdet, at han ikke bliver den type træner, der sender dem ud på lange løbeture. 

- Jeg kan godt lide at træne med bolden, det er derfor, vi spiller spillet, fortalte ham holdet før træningen.

Efter træningen uddybede den nye cheftræner lidt om sin filosofi for arbejdet med holdet den kommende sæson.

- For mig er det ikke vigtigt om vi har bolden 60% af tiden eller 40% af tiden. Det som er vigtigt er, at vi kan kontrollere modstanderen, når de har bolden. Og at vi så selv kan skabe noget, når vi har bolden. Fodbold er enkelt og simpelt og det er mennesker, vi har med at gøre. Og de må gerne lave fejl. Det er vigtigt, vi laver fejl. Hvis ikke vi gør det, så kommer vi ikke til at vinde mange fodboldkampe. Vi skal også turde at spille fodbold.

Sidste sæson sluttede AGF Kvindefodbold flot af med en førsteplads i nedrykningsspillet og dermed endnu en sæson i Gjensidige Kvindeligaen. Og det store mål er klart for den nye træner og holdet: AGF Kvindefodbold skal i top seks i den kommende sæson. 

- Jeg vil også gerne at hver enkelt spiller bliver bedre og at vi flytter os som klub. Som gruppe. Det er det, jeg går allermest op i, det er, at vi er en trup. Det hele drejer sig om teamet, om spillerne. Det er hele humlen i det. De er dem, der skal gøre arbejdet. Så skal vi give dem de bedste mulige måder og som træner lytter til dem og deres indspil. Alle spillere, lige meget om det er nummer et eller nummer tyve, kommer med nogle ting og føler de er en del af det og bliver set.

Den nye cheftræner kommer med træner- og ledererfaring fra Danmark, Tyskland, Norge og Færøerne og for hans tilgang gør det ikke den store forskel, om det er kvinder eller mænd, der løber ind på hans træningsbane.

- Der er ikke nogen forskel. Det der er vigtigt er, at du har truppen med. At alle føler sig tilpas, føler sig inddraget og føler de er en del af det. At du lytter. Det skal være sådan, at man synes det er sjovt, at man kommer til træning og har lyst til at træne. At man vil træne. Jeg ved ikke, hvad der foregår inde i hovedet på spillerne, derfor er det også vigtigt for mig, at hvis man har en dårlig dag, så kom og sig det. Så ved jeg hvorfor.
De spillere vi har, om det er mænd eller kvinder, de har spillet fodbold siden de var bittelille, så der er nogle ting de kan. Noget de er gode på. Og der er en grund til, de spiller fodbold. Det er dét, jeg gerne vil holde fast i - hvorfor spiller du fodbold. Vi har alle sammen spillet fodbold henne i skolegården, fordi det var sjovt. Det skal det også være herude, men der skal også være lidt mere alvor i det.

Det bliver alvor i den kommende sæson, når AGF Kvindefodbold møder Kolding IF på udebane den 25. august.

Første hjemmebanekamp er lørdag den 2. september mod Brøndby og igen lørdag den 9. september mod FC Nordsjælland.

For hjemmekampene er spillestedet endnu ikke fastlagt, men vi melder ud, så snart det er på plads.