TRÆNINGSLEJR VENTER: UNGDOMMEN RIGT REPRÆSENTERET
13.01.2023 17:03
Lørdag rejser Superliga-truppen på opstartens første træningslejr.
Efter en veloverstået første testkamp, der i dag endte med en 5-1 sejr over Sønderjyske, rejser 3F Superliga-truppen i morgen - lørdag den 14. januar - på opstartens første træningslejr, når turen går til Marbella i det sydlige Spanien. Her skal truppen træne og spille to testkampe inden turen går retur til Fredensvang den 25.1.
Træningslejren foregår på Marbella Footballcenter, Dama de Noche, der er et af de foretrukne faciliteter for europæiske klubbers vinter-forberedelser.
På den første lejr skal vi teste mod det ungarske hold, DVTK og Vålerenga fra Norge. AGF TV er til stede og vil dække de to testkampe, samt dele af træningslejren også.
Ungdommen viser sig frem
I opstarten er 3F Superliga-truppen suppleret af en gruppe ungdomsspillere, der enten allerede i et stykke tid har trænet med førsteholdet eller er kommet med her i opstarten.
Det drejer sig om Asker Beck, Jacob Andersen, Mathias Sauer, Mikkel Kristensen, Jonathan Hütters, Diesel Herrington, Jing Reec og Marco Olsson, der alle fik spilletid i fredagens testkamp, hvor det også blev til et mål fra Mathias Sauer.
- Det er godt at se så mange unge spillere byde sig til. De gjorde de fint i vores første testkamp og de får nu muligheden for at vise sig frem på vores træningslejr, siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye.
Derudover rejser det meste af Superliga-truppen med til Spanien. Dog bliver Alexander Munksgaard hjemme i Aarhus efter han har fået mulighed for at afsøge mulighederne for at skifte klub i dette transfervindue. Også Anthony D’ Alberto bliver hjemme af samme årsag.
- For begge spillere gælder det, at de over en længere periode har savnet regulær spilletid. De bliver derfor hjemme i Danmark for at afsøge deres muligheder andre steder. Derfor giver det mest mening for både spillerne selv og AGF, at de ikke tager med på opstartens første træningslejr, siger Stig Inge Bjørnebye.
Ovenpå dagens kedelige nyhed om Benjamin Hvidt bliver han også hjemme i Aarhus.
Efter januar-træningslejren rejser 3F Superligatruppen på en ny træningslejr fra den 4. februar til den 11. februar. Den 17. februar er der så forårspremiere, når vi møder AaB på udebane. Første hjemmekamp i 2023 er den 26. januar, når vi tager i mod Silkeborg IF på Ceres Park.