TRÆNINGSLEJR: HANSEN NYDER DE GODE RAMMER

18.01.2023 12:42

Superliga-truppen har nu været på træningslejr nogen dage. Og målmand Jesper Hansen melder alt godt i Spanien.

AGF’s 3F Superligahold er i øjeblikket på træningslejr i Spanien. Nærmere bestemt i Marbella i det sydlige Spanien. Her forbereder spillerne sig på forårets kampe, der starter den 17. februar med en udekamp mod AaB.

Og spillerne får lov at arbejde hårdt og træne igennem på de gode baner på Marbella Football Center - Dama de Noche, hvor træningen foregår. Det fortæller målmand Jesper Hansen efter et par dages gode træningspas.

- Vi bliver presset godt til træningen og har virkelig fået udnyttet de gode baner indtil nu. Alt går godt og det er et godt sted vi er. Gode baner, fint hotel og det hele ligger i kort afstand til hinanden. Det er et godt sted for os at arbejde - hele området spiller og det er virkelig lækkert.

- Og stemningen er god. Folk nyder at være afsted og alle arbejder hårdt på træningsbanen, siger Jesper Hansen, der efterhånden har været afsted på mange træningslejre i sin karriere. Og vores erfarne målmand nyder at være afsted og arbejde koncentreret med sine holdkammerater.

- Det giver meget for os - både som gruppe og som hold, at vi kan arbejde i de her gode rammer og bygge på efter julepausen. Som målmand betyder det meget, at vi kan komme hurtigt på græs i forhold til det lidt hårdere kunstgræs herhjemme og de baner, vi arbejder på her, er virkelig gode - det er en nydelse, siger Jesper Hansen, som dog måtte indstille sig på lidt småregn og blæst ved tirsdagens træning, men ellers har haft solskin, vindstille og behagelige 19-20 grader.

Torsdag den 19.1 venter der holdet den første træningskamp på træningslejren, når ungarske DTVK agerer testmodstander. Og det er en opgave som Hansen ser frem til som et spændende afbræk i træningerne. Især når det i DTVK’s tilfælde drejer sig om en klub vi aldrig har spillet mod før.

- Det er noget, vi alle ser frem til. Det er i træningskampene, vi sammen kan prøve det, vi har trænet på og tage flere skridt frem mod premieren på 3F Superligaen som jo er det, vi arbejder hen mod. Så det glæder vi os til.

- Det bliver også fedt og sjovt, at møde et ungarsk hold. De har spillet en testkamp i nærheden af os, som vi så en smule af. Og har i en kamp før slået Bochum fra Tyskland 2-0. Så det er et ganske fint hold, der nok skal give os god modstand og det bliver sjovt at teste os af mod et hold, vi ikke har prøvet at spille mod før og man ikke lige kender.

Efter DTVK torsdag tester Hansen og Co. mod norske Vålerenga på søndag. Ind i mellem og frem til den 25. januar, hvor turen går hjem til Aarhus, gælder det træning i de gode rammer i Sydspanien.

Den 4. februar rejser truppen så afsted igen på en ny træningslejr. Igen i Marbella. Og så gælder det altså premieren den 17. februar i Aalborg. Her er billetsalget i øvrigt startet. Se mere her.