SNART STARTER VI IGEN: NORDISK TEST-MODSTAND I OPSTARTEN

02.01.2023 07:59

På fredag vender 3F Superligaen retur til arbejdet til en opstart, hvor vi blandt andre tester mod Malmø FF og Vålerenga.

Nu kan vi skrive 2023 i kalenderen og snart tager AGF-holdene fat på arbejdet frem mod turneringsstart. 3F Superligaen starter således efter juleferien den 6. januar, hvor holdet mødes igen. Derefter står den på træning frem mod opstartens første testkamp, der er den 13. januar mod SønderjyskE i en træningskamp, som spilles på Fredensvang.

Efter den testkamp går turen på opstartens første træningslejr i Spanien, hvor der venter en testkamp over 3 x 45 min. mod norske Vålerenga, samt mod en endnu unavngiven modstander.

Hjemme igen i Aarhus møder vi FC København i en træningskamp i København den 30. januar, hvorefter truppen den 4. februar igen rejser til Spanien til opstartens anden træningslejr.

Her venter testkampe mod Malmø FF og BK Häcken inden truppen den 11. februar returnerer til Aarhus til de sidste forberedelser inden turneringen starter igen med en udekamp mod AaB den 17. februar kl. 19. Billetsalget til den kamp starter senere i januar.

Husk også vores første hjemmekamp den 26. februar mod Silkeborg IF. Skal du være sikker på en plads til forårets hjemmekampe, så kan vi anbefale et sæsonkort. Se mere om det her.