POULSEN EFTER TEST: GODT AT FÅ LAVET NOGEN MÅL
13.01.2023 18:50
Tilfredshed hos Nicolai Poulsen med målrig testkamp
Fredag spillede 3F Superliga-truppen årets første testkamp i de seks træningskampe, der i alt venter i opstartsperioden. Her blev det til en 5-1 sejr over Sønderjyske på Bane 4 på Fredensvang. Næsten alle i truppen, samt en del yngre spillere fra AGF Talent fik spilletid i de 90 våde minutter i regnen, hvor der altså var en del mål at varme sig på for de godt 300 fremmødte tilskuere.
- Der var mange gode takter i kampen og det var en fornuftig start på de træningskampe, som nu venter os. Og det er altid rart at vinde årets første fodboldkamp - også selv om det kun er en træningskamp.
- Det er klart, at når man vinder 5-1, så er der noget, der går op i en højere enhed. Det er lidt lang tid siden vi har scoret så mange mål - så uanset om det er en træningskamp eller ej, er det også noget, der giver et indskud på selvtillidskontoen, sagde Nicolai Poulsen efter kampen, hvor vores midtbanemotor spillede første halvleg. Her kunne han se os være foran 4-0, da han og holdkammeraterne blev afløst af friske kræfter til 2. halvleg.
– Vi fik hul på bylden i dag og vi har trængt lidt til at få lavet nogle mål. Så det var godt, at se det lykkes, for det har vi også arbejdet på her opstarten, siger Nicolai Poulsen, der var glad for, at se de mange unge transitionsspillere gøre en fin figur i testkampen.
– Mange af de unge gjorde sig flot bemærket. Det var en fornøjelse at se. Vi havde Mathias Sauer, Jacob Andersen og Mikkel Kristensen med i den halvleg, jeg spillede, og det var fantastisk at se, at de bare går ind og byder sig til. Og dem, som kom ind i anden halvleg gjorde det også fint - det tegner godt for fremtiden.
Poulsen og resten af truppen rejser lørdag på opstartens første træningslejr, der finder sted i Spanien. Se mere om det her.
Næste testkamp er netop i Spanien, hvor ungarske DVTK venter den 19. januar.