AGF SÆLGER SEBASTIAN HAUSNER TIL IFK GÖTEBORG

30.01.2023 20:00

Efter mange gode år i AGF skal vi sige farvel til Sebastian Hausner, der rejser til svensk fodbold.

Sebastian Hausner skifter AGF’s hvide trøje ud med den blå og hvid-stribet hos IFK Göteborg efter den svenske klub og AGF er blevet enige om en transfer, der betyder, at forsvarsspilleren med det samme skifter til den traditionsrige svenske klub.

Dermed er et langt og godt kapitel i AGF slut for den 22-årige Sebastian Hausner, som kom til os som 15 årig fra FS Horsens. Siden er han vokset op på Fredensvang med et DM-guld som U17 spiller og bronzemedaljer med Superligaen som blot to af de gode minder fra sin tid i AGF. Men alt godt har en ende og nu er det tid for centerbacken til at søge nye udfordringer.

- Vi siger farvel til Hausner med tak for en god tid i AGF. Jeg lært ham at kende som en hårdtarbejdende spiller, der aldrig har slået op i banen - uanset hvilken modgang han mødte. Han bærer klubbens værdier og kultur på en flot måde, og vi sender ham nu til Sverige med de bedste ønsker for fremtiden og han er altid velkommen tilbage i AGF, siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye, mens cheftræner Uwe Rösler også sender Hausner videre med varme tanker.

- Jeg ønsker Sebastian alt det bedste for fremtiden i Sverige. Sebastian har vist en professionel indstilling gennem hele vores tid sammen i AGF. Han var meget uheldig at brække tåen i begyndelsen af sæsonen og bagefter var det svært for ham at bryde ind i startopstillingen. Men han har altid støttet sine holdkammerater og trænerstaben, og har vist en stor kærlighed til AGF. Han vil blive savnet af hele klubben og jeg er sikker på, at han vil få en succesfuld tid i Göteborg, siger cheftræner Uwe Rösler.

Sebastian Hausner står noteret for næsten 100 turneringskampe for AGF, hvor han fik debut i en pokalkamp tilbage i 2018. Siden da har han nået at være anfører og vinde medaljer med førsteholdstruppen. Nu fortsætter karrieren altså i Sverige.

Lycka till Hausner fra alle i og omkring AGF!