AGF KVINDEFODBOLD SIGER FARVEL TIL TO SPILLERE

18.01.2023 09:00

Helena Pedersen og Àsla Johannesen stopper i AGF.

Mens AGF’s kvinder har taget hul på forberedelserne til forårsturneringen, stopper to spillere for at søge nye græsgange. Det drejer sig om Helena Pedersen og Àsla Johannsen.

21-årige Helena Pedersen har fået sin fodboldopvækst i en af moderklubberne bag AGF Kvindefodbold, IF Lyseng og har været med i AGF siden begyndelsen. Nu flytter Helena Pedersen til København af private årsager og stopper derfor i AGF.

- Helena flytter nu til København og det betyder, at vi skal sige farvel til en “rigtig” AGF’er. Hun har haft sin opvækst i IF Lyseng og har været med i AGF siden begyndelsen. Helena er en fantastisk spiller med en professionel indstilling til sin sport og en konstant stræben efter at blive bedre. Et nyt kapitel starter nu for hende og vi ønsker hende alt det bedste, siger chef for AGF Kvindefodbold, Marie Greve.

Også den 26-årige færøske landsholdspiller, Ásla Johannesen forlader AGF efter hendes kontrakt er udløbet. Hun fortsætter i stedet karrieren i svenske Piteå IF, hvor hun blev præsenteret onsdag formiddag.

Johannesen kom til AGF i sommeren 2021 og har siden spillet en markant rolle på liga-holdet, hvor hun altid har været garant for hårdt arbejde.

- Vi er glade for, at vi nu kan sende Ásla ud på nye fodboldeventyr med det afsæt hun har fået i AGF. Ásla har de sidste halvandet år bidraget positivt til den stærke sportslige kultur vi har i dag og hun har altid leveret 100 procent på banen. Vi ønsker hende og hendes familie alt det bedste fremadrettet, siger Marie Greve.

Alle i og omkring AGF takker for en god tid og ønsker begge spillere held og lykke med fremtiden.

AGF Kvindefodbold tager hul på foråret den 11. marts med en kvartfinale i pokalturneringen, mens ligaen først starter til april.