AGF-AFSNIT UDSOLGT I AALBORG TIL PREMIERE

03.02.2023 09:10

Der venter igen massiv støtte på udebane, når vi genoptager sæsonen den 17. februar.

Når vi fredag den 17. februar spiller den første turneringskamp i 2023 bliver det med en stor århusiansk støtte i ryggen på udebane i Aalborg, hvor AaB venter i 3F Superligaens runde 18.

Således meldes der nu udsolgt på udebaneafsnittet på Aalborg Portland Park, hvor der er plads til tusind fans. Og med mere end 14 dage til kampen er de 1000 billetter altså allerede væk.

AGF har forhørt os hos AaB om muligheden for at udvide afsnittet, men det er desværre blevet afvist. Dermed er der altså ikke flere AGF-billetter til forårspremieren.

Den store støtte er noget, der varmer hos holdet, som er godt i gang med forberedelserne til forårets kampe.

- Jeg er meget glad og imponeret over den støtte, vi får fra vores fans. Det betyder meget for holdet, at vide, at vi altid har en så stor støtte fra Aarhus - om vi så spiller hjemme, hvor der har været udsolgt flere gange i efteråret eller på udebane som i den første kamp, sagde cheftræner Uwe Rösler forleden.

AaB gør i forbindelse med kampen opmærksom på, at det ikke er tilladt at udvise tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende.

Vi ses i Aalborg den 17. februar.