1-1 I NY NYTTIG TESTER I SPANIEN

Foto: Omar Arnau — 22.01.2023 15:35

Vi spillede i dag 1-1 i Spanien mod Vålerenga efter en kamp, hvor AGF-holdet til tider viste flot aggressivitet og igen fik minutter til de fleste.

Søndag eftermiddag bød på en ny testkamp på Superliga-holdets træningslejr i Spanien. Norske Vålerenga stod på den anden side af midterlinjen på banen ved Marbella Football Center - en kort køretur fra vores hotel.

Her var det tid til at bygge på i forberedelserne til foråret med en god dyst mod Oslo-klubben, der blev nummer seks i sidste sæsons norske liga og som os også er i Spanien for at forberede sig til deres forår.

For AGF’erne blev testkampen blandt andet brugt til at arbejde på vores presspil, som vi lykkes med flere gange. Og inden for et kvarter gav det offensive mindset bonus i form af et mål, da Eric Kahl fint fandt en fremadstormende Bisseck som spillede bolden ind til Mikael Anderson i det norske felt. Og Harlev-drengen kunne bringe os foran 1-0.

Andre gange fungerede presset ikke så godt og det gav så det norske hold nogen farlige muligheder. Men heldigvis for os var Vålerenga ikke så skarpe, når de fik chancen foran vores mål. Ej heller på de relativt mange hjørnespark som det norske hold fik i 1. halvleg lykkes dem at score.

Omkring den halve time fik vi sat nogen gode muligheder sammen. Blandt andre forsøgte Mads Emil Madsen sig flere gange og en af gangene kom bolden i mål på en ripost, hvor Mortensen var vågen, men han var desværre også offside.

Men generelt var vi farligst i første halvlegs sidste kvarter og der kunne godt ha’ stået mere end et mål ud fra AGF, da spillerne gik til pause efter en halvleg, hvor vi fik arbejdet rigtig fint på presspillet.

2. halvleg
Anden omgang startede som den første med masser af højt AGF-pres og hårdt arbejdende AGF'ere. Men i modsætning til i første halvleg fik vi ikke udbytte af det i form af mål og der begyndte at indfinde sig lidt fejl.

Men det blev da stadig til chancer. Som da Mortensen fik chancen på hovedet foran mål, men desværre ikke fik præcision nok i sit hovedstød. Også Mads Emil Madsen kom til forsøg, ligesom det blev til en del hjørnespark.

Men det kneb med effektiviteten foran det norske mål og ret typisk for en testkamp blev anden omgang lidt mere rodet end den anden. Også efterhånden som der blev flittigt skiftet ud blandt begge hold.

Efter 65 minutter skød Nicolai Poulsen flot på mål, men den norske målmand fik reddet.

Med godt 10 minutter igen fik Vålerenga et frispark i vores venstre side midt på vores banehalvdel. Og her fandt indlægget en norsk spiller, der drejede rundt og uden chancer for Bråtveit i AGF-målet kunne udligne til 1-1. 

Flere mål kom der ikke og vi er fortsat ubesejret i forårets testkampe.

Næste testudfordring venter den 30.1, hvor vi tester mod FC København.

AGF:
Per Kristian Bråtveit, Tobias Mølgaard (85' Jacob Andersen), Frederik Tingager (75' Mikkel Kristensen), Yann Aurel Bisseck (75' TK), Gift Links (75 Lund), Mads Emil Madsen, Nicolai Poulsen (75' Asger Beck), Eric Kahl, Mikael Anderson (88' Mathias Sauer), Kevin Yakob (60' Sigurd Haugen) Patrick Mortensen (60' Jelle Duin)