- VI GLÆDER OS TIL AT KOMME I GANG

16.02.2023 10:36

I morgen går det løs i 3F Superligaen igen og det glæder spillerne sig til.

I morgen går det løs igen i 3F Superligaen efter en lang vinterpause. Vi åbner ligaen med rundens første kamp fredag aften i Aalborg mod AaB, hvor vi kan se frem til at blive mødt af et udsolgt udebaneafsnit på et velbesøgt Aalborg Portland Park. Og efter en god vinteropstart ser gutterne frem til at bolden igen ruller om point.

- Det har været en fin opstart. Vi har arbejdet hårdt, men sådan skal det også være. For vi skal ud og jagte noget til foråret og stå så godt som muligt. Og det kræver de bedst mulige forudsætninger, og det er det, vi har arbejdet på gennem hele opstarten

- Jeg glæder mig til at komme i gang. Vi har et spændende program, der begynder i morgen. Vi skal ud og hente nogen sejre og vi ved hvad der kræves af os. Og jeg synes. vi står godt efter et par gode træningslejre og vi har også haft en god sidste uge herhjemme på Fredensvang, siger Frederik Tingager, som ser frem til endnu en spændende udgave af den jyske klassiker i Aalborg, hvor der venter det 91’ende møde i Superligaen med AaB. I kamp 90 vandt vi 3-1 i Aarhus i efteråret, men nu venter der en ny kamp i et nyt år.

- AaB har fået nye spillere ind i pausen, så det er nok ikke helt det samme hold, vi skal møde som sidste år, og med nye spillere i den første kamp, kommer de måske med stor vildskab - det skal vi være klar på at håndtere. For en god start på grundspillet, kan sætte os godt i gang med foråret, så det er selvfølgelig det, vi går efter, siger Frederik Tingager.

Også Sigurd Haugen ser frem til at der igen fløjtes op til turneringskampe efter vi i vinterpausen nåede at spille ti testkampe før og efter juleferien.

- Vi har trænet godt og holdet er et godt sted. Så alt i alt har det været god opstart og det bliver fedt at komme i gang igen - det glæder vi os meget til, siger den norske angriber til det nye AGF-fanmedie KSDH.dk.

Kampen i Aalborg fløjtes i gang kl. 19 fredag aften. Og der er altså som nævnt ikke flere billetter på udebaneafsnittet. Vi glæder os til at se alle jer, der tager turen til Aalborg.

Husk vores første hjemmekamp i 2023, hvor billetsalget er startet.