SEJR I BLÆSENDE FORÅRSÅBNER

17.02.2023 20:24

Det blev til en 1-0 sejr i Aalborg fredag aften i en blæsende affære.

Fredag aften tog vi hul på forårets 3F Superliga med den jyske klassiker i Aalborg, som udgjorde vores kamp i runde 18. Med stormen Otto’s indtog i Nordjylland var Aalborg Portland Park præget af kraftigt blæsevejr ved kampstart, som under hele kampen satte sit store præg på løjerne på banen.

Men mod vejrguderne og vorherre kæmper selv fodboldspillere forgæves, så der blev spillet fodbold.

Det var hjemmeholdet som i første halvleg kunne lukrere på medvinden og det gav også AaB’eren nogen farlige muligheder. Blandt andet måtte Jesper Hansen hive en flot redning op i kampens indledning.

Men vi kom også til vores muligheder i den modsatte ende. Blandt andre var Sigurd Haugen flere gange farlig, men måtte hver gang overgive sig til AaB ’s målmand, Theo Sander.

Og generelt var det os, der havde de bedste muligheder i første halvleg, mens AaB var mest på bolden, men uden at værterne dog for alvor blev farlige. Blandt andet fordi vi som vanligt stod ganske godt i defensiven, hvor Frederik Tingager blandt andre lyste op med en jætteindsats i dag.

Med modvinden lige i hovedet og de vanskeligheder det gav, kom vi fint igennem første halvleg og kunne faktisk måske være mest ærgerlige over, at det ikke blev til mål til os. Men første omgang sluttede målløst.

2. halvleg
Efter den velfortjente pause var det os med vinden i ryggen, og det fik vi ret meget ud af. Først ved Gift Links, der kun var en fodparade fra at sætte os godt i gang med 2. halvleg.

Kort efter var det Anderson som var et stykke målstolpe fra at bringe os foran, da han flot afsluttede fra kanten af feltet, men desværre ramte hans forsøg målstolpen. Og det var et signal til en god periode fra vores side af og vi forstod at udnytte medvinden på en god måde.

Det allerbedste eksempel på det kom efter en times spil, da Mikael Anderson tog sig af et hjørnespark som han flot satte direkte i mål og til en føring til Aarhus.

Resten af kampen virkede vi i kontrol, selv om AaB pressede gevaldigt på til sidst og var tæt på efter et par hjørnespark, men vi holdt stand og kunne få det bedste ud af meget vanskelige forhold i Aalborg.

Med sejren rykker vi op på en fjerdeplads i 3F Superligaen inden rundens resterende kampe. Næste kamp er hjemme på Ceres Park, når vi den 26. februar møder Silkeborg IF kl. 18. Køb billet til den kamp her.

AaB vs. AGF / 3F Superligaen runde 18 på Aalborg Portland Park / 17.2 2023
0-1 (0-0)
65' 0-1: Mikael Anderson

Advarsler
AaB: Højholt, Jørgensen
AGF: Poulsen, Anderson

AGF:
Jesper Hansen, Felix Beijmo, TK (74' Tobias Mølgaard), Frederik Tingager, Yann Bisseck, Gift Links (90' Oliver Lund), Nicolai Poulsen, Mads Emil Madsen, Mikael Anderson, Sigurd Haugen (73' Jelle Duin), Patrick Mortensen.