RÖSLER EFTER DELING: SKUFFENDE MED SEN UDLIGNING

26.02.2023 19:57

En skuffet Uwe Rösler havde både ros til modstanderne og sit mandskab efter søndagens kamp mod Silkeborg.

Cheftræner Uwe Rösler var efter søndagens deler med Silkeborg IF i sagens natur skuffet over det uafgjorte resultat, der kom på en meget sen Silkeborg-udligning. Vi var tæt på sejren, lød det blandt andet fra Rösler efter kampen.

- Stor kredit til Silkeborg, som gjorde det svært for os i dag. Vi havde dog føringen langt ind i kampen, og det er klart, at når de scorer så sent, så er det skuffende.

- Men jeg kan ikke sætte en finger på spillernes arbejdsindsats. På en dag, hvor det ikke lige kørte for os, så arbejdede de stenhårdt for at holde føringen, og vi skulle grave dybt til sidst og var to minutter fra sejren, sagde Uwe Rösler, der dog gerne havde set, at vi havde været bedre på bolden end tilfældet var i dag.

- Vi skulle ha’ haft mere boldbesiddelse og være mere rolig på bolden i perioder. Vi fik nogen gode momenter, men det var ikke nok til at tage sejren til sidst. Sådan udvikler nogen kampe sig og det er skuffende for os.

- Men vi skal respektere ethvert point i den her tætte liga og nu skal vi rette fokus på den næste kamp. Vi har fire point ud af to kampe og nu venter AC Horsens på fredag, hvor vi skal være bedre på bolden end vi var i dag, sagde Rösler efter kampen, som efterlader os på en sjetteplads.