BOG STØTTER TIFO-ARBEJDET PÅ TRIBUNERNE

14.02.2023 17:46

Den nye bog om AGF's tilhængere; Kærlighed og Smerte donerer nu to særlige eksemplarer til tifo-arbejdet.

I efteråret sidste år kom der en ny bog om AGF's og vores fantastiske tilhængere. I Kærlighed og Smerte kan man møde en række AGF-tilhængere som fortæller om deres passion for klubben, ligesom bogen også indholder interviews med bestyrelsesformand for AGF A/S, Lars Fournais og adm. direktør Jacob Nielsen.

Nu sætter Jørgen Høg og Lars Bech, der står bag bogen, to - for AGF'ere - særlige udgaver af bogen på auktion til fordel for tifo-arbejdet i AGF.

De har nemlig sat eksemplar nummer 1 og nummer 1880 af bogen på aktion til fordel for tifo-arbejdet blandt AGF's tilhængere. Så ønsker man at investere i bogen og samtidig støtte tifo-arbejdet, så kan man byde på eksemplar nummer 1 og nummer 1880 her >>>

Og ja, der mangler 176, erkender Jørgen Høg og Lars Bech... Men den er desværre solgt. Men man kan altså stadig sikre sig et af de to unikke nummererede eksemplarer.