ALEXANDER MUNKSGAARD TIL NORSK FODBOLD

15.02.2023 19:00

Alexander Munksgaard lejes ud til Aalesunds FK.

Alexander Munksgaard spiller i foråret i Norge efter han for forårssæsonen bliver lejet ud til Aalesunds FK, der spiller i den bedste norske række.

Transfervinduet i Norge er fortsat åbnet, hvorfor lejeaftalen er blevet en mulighed efter forsvarsspilleren i vinteropstarten har fået muligheden for at afsøge sine muligheder for en ny klub.

- Alexander Munksgaard har ønsket at få nogle nye impulser i andre omgivelser og det er nu lykkes at finde en god mulighed i Norge, som Munksgaard har ønsket at eftersætte. 

- Vi har gennem hele forløbet haft gode samtaler og en fin dialog, og jeg er glad for, at der nu er lavet en god løsning for Alexander. Alle i klubben ønsker ham alt det bedste for foråret og held og lykke i Norge, siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye.

25-årige Alexander Munksgaard har spillet i AGF siden 2019, hvor det indtil videre er blevet til 105 kampe og tre mål. I Aalesunds FK gør han de tre tidligere AGF’ere, Kasper Lunding, Alexander Ammitzbøll og Alexander Juel Andersen selskab i en dansk kvartet i den norske klub, der starter deres sæson i april.