AGF KVINDEFODBOLD: KONTRAKT TIL EGET TALENT

02.02.2023 15:28

Johanne Guldbæk har lavet en toårig aftale med AGF.

Guldbæk ordner det. Sådan har det ofte lydt, når AGF Kvindefodbolds U18 DM-hold i i 20/21 sæsonen spillede kampe med Johanne Guldbæk på banen. For som anfører på AGF’s første U18 DM-hold for piger var Johanne Guldbæk altid garant for et stort løbepensum og en imponerende arbejdskapacitet, og hun gik altid forrest i opgaverne. 

Det er dyder som Johanne Guldbæk er fortsat med efter hun i halvandet års tid har været en del af førsteholdstruppen i AGF Kvindefodbold. Og her op til starten på foråret har hun netop tegnet sin første kontrakt med AGF efter parterne har lavet en toårig aftale.

- Johanne Guldbæk har en enorm stærk karakter, og hendes iver for at præstere og blive bedre, skal nok flytte hende langt. Vi er derfor glade for, at vi er blevet enige om et partnerskab henover de næste to år, hvor vi kan blive ved med at lægge på Johannes udvikling, hvor hun fortsat er ung-senior. Vi ved at hun altid er garant for et stort løbepensum, masser af fysik og en dedikeret arbejdsindsats, hvilket er helt i tråd med den AGF-kultur, vi ønsker, siger chef for AGF Kvindefodbold, Marie Greve.

Med fra starten
Den nye aftale kommer efter, at Guldbæk er vokset op i først VSK Aarhus, hvor hun kom til som ung spiller fra Hadsten, og senere var hos IF Lyseng. Efter skabelsen af AGF Kvindefodbold blev hun en del af AGF’s første succesfulde U18 DM-pigehold for i sommeren 2021 at blive en fast del af førsteholdstruppen.

- Jeg har været med hele vejen siden vi startede under AGF-fanerne og det er fedt nu, at kunne kalde sig kontraktspiller for byens hold. Jeg håber min aftale vil betyde, at jeg endnu bedre kan fortsætte min udvikling som spiller i vores gode miljø, hvor jeg har meget at lære endnu, siger 19-årige Johanne Guldbæk, der er noteret for 10 kampe i dette efterår efter hun som blot 17-årig fik seniordebut i en kamp mod Brøndby IF - en debut hun i øvrigt fejrede med et mål. 

Guldbæk er noteret for en enkelt ungdomslandskamp for Danmark indtil videre.