STOR INTERESSE FOR AGF HOS TV-SEERNE
18.12.2023 07:43
AGF er det næstmest sete hold på TV i Danmark i dette efterår.
Når de danske tv-seere skal se fodbold, så foretrækker mange af dem en kamp med AGF som den ene aktør. Det er i hvert fald tendensen, når man ser på seertallene for efterårets 3F Superliga, der nu holder vinterpause.
Således var AGF det næstmest sete hold i efteråret i landets bedste fodboldrække - kun overgået af Brøndby IF.
I alt har næsten 1.7 mio. seere indtil nu fulgt vores kampe - alene i 3F Superligaen i efteråret 2023.
- Vi ved, at mange danskere har et positivt forhold til AGF - det afspejler sig også i seertallene, som er et vigtigt parameter for os i opbygningen af vores brand og ikke mindst i forhold til vores partnere. De kan se og mærke, at de er en del af et af de mest kendte sportsbrands i Danmark med en meget høj eksponering og i efteråret har vi altså kunnet levere flot, når det handler om eksponering på tv, siger salgsdirektør i AGF, Rasmus Nørgaard Hansen.
Stigning på syv procent
Sammenligner man AGF’s tal med samme periode i sidste sæson er interessen for AGF i tv steget med 7.2 procent.
- Generelt oplever vi en stigende interesse for vores klub i de her år. For eksempel havde vi i sidste sæson rekordhøje tilskuertal på Ceres Park og antallet af brugere, der følger os på vores forskellige platforme, har aldrig været større. Den positive tendens afspejler sig altså også i seertallene for dette efterår, tilføjer Rasmus Nørgaard Hansen.
Ser man over alle turneringer passerer seertallet sig for efteråret 2.5 mio. Alene i Oddset Pokalen så 234.000 med på DR1, da AGF og Brøndby IF spillede den sidste af to kvartfinaler, hvilket gør kampen til en af de mest sete fodboldkampe på DR i efteråret.
Dertil kan så ligges andre pokalkampe og Conference League kampene mod Club Brugge.
Højdespringeren i 3F Superligaen er også det klassiske opgør mellem AGF og Brøndby, hvor 170.000 så med, da de to klubber spillede 1-1 i runde 14.
Seertal for streaming på for eksempel Viaplay og DR.dk er ikke med i opgørelsen af seertallene.