EFTERÅRET I TAL

23.12.2023 07:00

Efterårssæsonen i Superligaen begyndte med en sejr hjemme i Aarhus over Vejle og sluttede med en sejr i København over FCK. Med to måneder til næste 3F Superligakamp er juletiden en kærkommen lejlighed til at tage et kig på tallene for at se, hvordan holdet og vores spillere har klaret sig rent statistisk. 

Vi overvintrer på fjerdepladsen efter 17 kampe, der har givet 28 point. 15 af de point er hentet i de sidste syv runder - hvor især defensiven har været stærk. Vi har nemlig kun lukket fire mål ind siden 8. oktober.

Styr på forsvaret og luftrummet
Generelt set er det da også endnu en gang stærk defensiv, der har kendetegnet denne halvsæson for AGF. Vi har således lukket næst-færrest mål ind (17) og har tilladt færrest skud mod eget mål (140).

I målet har Jesper Hansen og Bailey Peacock-Farrell stået for seks clean sheets - tredjebedst i ligaen og i de 32 superligakampe, vi har spillet i hele 2023, har vi holdt målet rent i 13 af dem - det er det næstbedste nogensinde for AGF.

Så er vi i særklasse gode på dødbolde og hovedspillet. Vi fører nemlig ligaen i hovedstødsmål – dem har vi lavet 8 af. Og i forsvaret har vi - som det eneste hold - ikke indkasseret nogen mål på hovedstød. Vores førende målscorer på hovedet - Tobias Bech - har endda lavet sine tre mål i luftspillet på bare fire forsøg.

Individuelt har Patrick Mortensen taget del i flest luftdueller med 113, mens Frederik Tingager er den i 3F Superligaen, der har vundet næstflest luftdueller (58) - Tingager vinder 68% af sine dueller i hovedspillet.

Mål på ønskelisten for 2024
Vi vil altid gerne se mål gå ind hos vores modstandere, men nogen gange har det været stolpe ud i efteråret. Nogen gange rent bogstavelig talt. Med fem afslutninger på træværket har vi haft næstflest af den slags - og kunne altså med få centimeter og lidt held snildt have haft flere mål på efterårskontoen. Når vi så scorer først i vores kampe, så har vi til gengæld endnu ikke tabt.

Når det kommer til at skabe chancer lå vi efter de to første spillerrunder allerøverst i ligaen - blandt andet efter kampen mod Vejle, der er det første hold, vi møder i forårssæsonen.

Det er også værd at nævne, at vi er det eneste hold i Superligaen, der har formået at hente point mod samtlige hold i ligaen i efteråret.

Spiller for spiller
Når man ser på de individuelle præstationer, har Frederik Tingager og Patrick Mortensen spillet sig på Efterårets Hold i 3F Superligaen.

Patrick Mortensen, Felix Beijmo og Tobias Bech har alle spillet sig på Månedens Hold en enkelt gang. Frederik Tingager og Mikael Andersen er topscorere, når det kommer til Rundens Hold – der har de spillet sig på tre gange hver.

Tobias Bech har været på Rundens Hold to gange, mens Frederik Brandhof, Gift Links, Tobias Mølgaard, Felix Beijmo og Patrick Mortensen alle har været på en enkelt gang.

Jacob Andersen står noteret for den fjerdehøjeste topfart i Superligaen i år med 36 kilometer i timen.

Gift Links ligger med sine tre assists nummer fire I Superligaen, når det kommer til oplæg.

Nicolaj Poulsen er i top-10 i Superligaen for både tacklinger, bolderobringer og antal meter løbet og kun 12 spillere har vundet flere dueller end vores nummer 6.

Én af dem af Mikael Anderson, der har vundet fjerde flest dueller (75) og har taget 197 sprinter – 18. bedst i ligaen. Samtidig er Anderson med længder den spiller i ligaen, der bliver begået flest frispark på.

Både Bailey Peacock-Farrell og Jesper Hansen er i den pæne ende, når det kommer til redningsprocent: Bailey redder bolden 72,7% af gangene, mens Jesper Hansen er lige bagefter med 72,4%. Jesper Hansen har i efteråret udbygget sin clean sheet-rekord og er nu oppe på imponerende 131 kampe i Superligaen, hvor der ikke er gået mål ind.

På grafikkerne herunder kan du nærstudere nogle af vores spilleres individuelle statistikker.