STÆRK EUROPÆISK INDSATS BAG SEJR OVER BRUGGE

03.08.2023 19:00

Det blev torsdag aften til en fin europæisk skalp i Ceres Park. I en elektrisk kulisse blev Club Brugge besejret 1-0.

Det kan godt være, at oddsene ikke var i AGF’s favør inden aftenens returkamp mod Club Brugge i 2. kvalifikationsrunde i Coference League. Ja, det var vel de færreste, der troede på et comeback i stil med 3-3-kampen mod Brøndby for et par måneder siden. De vigtigste aktører – AGF-spillerne og trænerstaben - var dog anderledes stålsatte på en overraskelse, og gav det et fornemt skud. Dét i sådan en grad, at hele stadion blev revet med og skabte en fremragende europæisk kulisse i Ceres Park.

Allerede efter et par minutter blev håbet  for alvor tændt. Et veludført hjørnesparksindlæg fra Eric Kahl blev snittet videre af Janni Serra, og ved bagerste stolpe kunne Felix Beijmo tæt under mål sende bolden over stregen. 1-0 – og linjen var lagt fra første dommerfløjt: masser af hårdt arbejde, stor intensitet i alle dueller og fokus på dødbolde. 

Især dødboldene viste sig at være et effektivt våben mod belgierne, der havde store udfordringer med at dæmme op for de garderhøje Tingager, TK og Serra. Det viste sig i flere situationer. Godt midtvejs i halvlegen var Thomas Kristensen således tæt på at overliste Simon Mignolet i Brugge-målet på et indlæg fra Magnus Knudsen. Den tidligere Liverpool-keeper fik dog afværget forsøget. Ti minutter senere var det Frederik Tingagers tur til at få en åben hovedstødsmulighed efter et frispark. Forholdsvist ugeneret sendte midtstopperen dog forsøget over mål.

Hovedstødsmulighederne til TK og Tingager var et udtryk for, at hjemmeholdet var i teten i de første 45 minutter – et overtag, der blandt andet også blev skabt af en veloplagt Mikael Anderson, der konstant truede Brugge-defensiven med sine raids. Nuvel, Brugge havde perioder, hvor de var mest på bolden, men Bailey Peacock-Farrell blev overhovedet ikke sat på prøver i første halvleg. Den overbevisende indsats fra Uwe Röslers tropper blev fortjent honoreret af de omkring 12.000 AGF-fans, der var mødt frem denne regnfulde august-aften i Ceres Park. Der var en elektrisk stemning på tribunerne, og spillerne blev bakket op i alle deres aktioner. Kampen levede – også selvom der ikke kom flere scoringer i første halvleg.

Anden halvleg
Fra anden halvlegs start foretog Brugge to indskiftninger for at stabilisere holdet, hvilket også var en cadeau til AGF-spillernes indsats. De nye kræfter, Brugge sendte ind, havde dog i halvlegens indledning ikke den store indvirkning på kampbilledet, som mindede om de første 45 minutter. Ganske godt illustreret efter ti minutter, hvor Frederik Tingager i to spilsekvenser kom frem til to gode hovedstødsmuligheder. Den første efter en assist fra Thomas Kristensen og den anden efter et hjørnespark.

Det lykkedes desværre ikke at fordoble føringen, og det var måske lige det, der manglede for, at der i slutfasen for alvor blev skabt spænding om det samlede resultat. Ikke dermed sagt, at AGF-spillerne ikke kløede på. Det gjorde de ufortrødent og uimodståeligt – også de spillere, som Rösler skiftede ind i løbet af halvlegen. Men som minutterne gik, blev sandsynligheden for et comeback mindre og mindre, og i takt hermed kom Brugge også til et par chancer. Den største med godt et kvarter igen, men Peacock-Farrell sørgede for at holde buret rent.

I de døende sekunder havde indskiftede Patrick Mortensen en pæn hovedstødsmulighed for at tænde et sidste håb, men forsøget blev overplaceret, og kampen endte således 1-0. Ikke nok til at gå videre samlet set – dertil var det klare nederlag i Brugge et for stort bjerg at bestige. Men absolut mere end nok til stående applaus fra de fremmødte tilskuere efter kampen. Og måske vigtigst af alt: Spillerne viste med al tydelighed, at de har kvaliteterne til at skabe resultater i Europa mod en kompetent modstander. Det er værdifuld bagage, som de kan tage med sig – forhåbentligt allerede til næste år. Sejren over Brugge har i hvert fald givet smag på mere europæisk fodbold i Aarhus.

AGF vs. Club Brugge / 3. august 2023 / Ceres Park / UEFA Conference League / 2. Runde – anden kamp 1-0 (1-0)

1-0: Felix Beijmo (3’)

Tilskuere: 12.651

Advarsler:
AGF: Tobias Bech, Michael Akoto, Magnus Knudsen
Club Brugge: Andreas Skov Olsen, Romeo Vermant, Mats Rits

AGF:
Bailey Peacock-Farrell, Felix Beijmo (74’ Tobias Mølgaard), Michael Akoto, Frederik Tingager, Thomas T. Kristensen, Eric Kahl, Nicolai Poulsen, Magnus Knudsen (82: Mads Emil Madsen), Tobias Bech (74’ Adam Daghim), Mikael Anderson (57’ Peter Bjur), Janni Serra (57’ Patrick Mortensen)

Club Brugge:
Simon Mignolet – Brandon Mechele, Jome Spielers; Maxin de Cuyper – Tajon Buchanan (83’ Kyriani Sabbe), Hugo Vetlesen (90+1’ Casper Nielsen), Raphael Onyedika, Hans Vanaken, Michal Skóras (46’ Antonio Nusa) – Romeo Vermant (46’ Thiago), Andreas Skov Olsen (75’ Mats Rits)

KONCERNPARTNERE