MORTENSEN INDEN BRUGGE: VI HAR ALT AT VINDE

02.08.2023 21:52

Torsdag aften møder vi Club Brugge på hjemmebane. Anfører Patrick Mortensen glæder sig til en solid opbakning i jagten på et comeback.

Der venter lidt af en opgave på hjemmebane i morgen, når vi tager mod Club Brugge i returopgøret i Conference League. 3-0 nederlaget i Belgien i sidste uge gør, at vi mindst skal score lige så meget på Ceres Park torsdag aften for tvinge kampen ud i forlængelse. Og anfører Patrick Mortensen ved da også godt, at vi ikke går ind til kampen som favoritter til at gå videre. 

- Det er klart, når vi er nede 0-3 fra første kamp, skal vi ud og lave lidt af en overraskelse. Men lad vende det til noget positivt. Lad os se det som en kamp, hvor vi har alt at vinde. Det er ikke så lang tid siden, vi stod på hjemmebane og var nede med tre mål og var en mand i undertal.

- Nu ved jeg godt, det er en anden modstander, men alt kan lade sig gøre i fodbold. Vi må tro på, det kan lade sig gøre – og det gør vi også. Ellers kunne vi lige så godt lade være med at spille kampen. Om ikke andet så for at vise, at resultat nede i Belgien ikke var os værdige, siger vores anfører, som gerne ser os få en god start på kampen. 

- Det er klart, det helst skal være os, der scorer det første mål. Ellers bliver det op ad bakke. Så vi må gå ud med en tro på, at vi kan overraske og levere en god præstation. Og med en god start på kampen og et hurtigt mål, så kan alting ske.

Nederlaget i Brugge sved på dagen, men det var også en god erfaring for holdet. Det bliver kampen i morgen også.

- For os er det en proces. Det var en stor læring i at spille kampen i Brugge. Så troen kommer igennem processen. At vi lærer, at vi evaluerer på tingene. Og så synes jeg, at vi igennem rigtig lang tid med Uwe nu har oparbejdet en rigtig god kultur - en vinderkultur. Og det skal et par kampe ikke rykke ved. Vi går på banen for at vinde hver kamp og så er det sådan set ligegyldigt, hvem vi spiller mod.

Europæisk fodbold i Aarhus ser også ud til at trække masser af mennesker på Ceres Park torsdag aften. Og det er noget, Patrick Mortensen og resten af holdet sætter pris på. Og som i den grad er noget, der kan hjælpe holdet frem mod en god præstation.

- Vi har selvfølgelig brug for en stor opbakning i morgen for at skabe overraskelsen, men det er noget af det, jeg bekymrer mig mindst om, for det ved jeg, de kommer til at levere.

- Det har vores fans gjort gang på gang på gang, så det er vi selvfølgelig utroligt glade for. De er 'outstanding', og det er noget, man kan mærke inde på banen. 

- Og det var magisk at mærke kulissen i Brugge. Dér må man sige, dén vandt de i forhold til os og vores præstation. Det giver bare noget ekstra energi – og med dem i ryggen skal vi gå efter det i morgen. 

Du kan stadig nå at sikre dig billet til torsdagens kamp på Ceres Park. Det kan du gøre lige her.