GIFT LINKS FORLÆNGER MED AGF

31.08.2023 12:03

Gift Links har forlænget sin aftale frem til 2026.

Der bliver stadig fart og smil langs linjen i AGF i de kommende efter Gift Links har forlænget sin aftale med AGF, der stod til at løbe ud til næste sommer. Men nu har Links sat sin signatur på en forlængelse frem til sommeren 2026.

- Jeg er meget glad for at være i AGF, så jeg så ikke nogen grund til ikke at forlænge. Gennem hele min tid i klubben har jeg udviklet mig som spiller og har især i det sidste års tid, fået nye opgaver og dimensioner i mit spil, som er spændende og udfordrende.

- Så det glæder jeg mig til at arbejde videre med og fortsat udvikle mig som spiller i AGF, siger Gift Links, som kom til Aarhus fra den sydafrikanske klub, Cape Town City i september 2019. Her kort inden han kan fejre fire år i den hvide trøje med over 100 kampe gør han altså nu klar til endnu flere år i Aarhus.

- Der er sket meget siden jeg kom hertil som ung spiller og det har været en god tid med mange gode oplevelser. Dem vil jeg gerne have nogen flere af, så det er dejligt at det er faldet på plads med en forlængelse af min aftale, tilføjer Gift Links, der indtil videre har spillet 111 kampe for AGF, hvor det er blevet til syv mål og ni assist. Han er også noteret for fem landskampe for Sydafrika.

- Vi er glade for, at Gift fortsat kan se sig selv i klubben. Han har haft en flot udvikling som spiller og er stadig relativ ung. Så vi tror på, at han fortsat kan udvikle sig og ligge nye dimensioner på sit spil og sin rolle som wing-back. Han er en lærevillig og ihærdig spiller, som er vellidt i hele klubben. Så en forlængelse med ham var nærliggende og det er godt, at det nu er kommet på plads, siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye.