FRITIDSJOB: NYT SAMARBEJDE SKAL HJÆLPE FLERE UNGE PÅ BANEN
16.08.2023 02:37
AGF og Aarhus Kommune lancerer i dag fritidsjob-projektet; JobLigaen, der skal få flere unge i fritidsjob.
Et fritidsjob kan have stor betydning for unges trivsel og fremtid på arbejdsmarkedet.
For det er ikke kun pengepungen, der vokser, når man får et fritidsjob. Det samme gør de unges selvtillid, trivsel og fremtidsmuligheder.
Derfor er Aarhus Kommune og AGF nu gået sammen om et nyt fritidsjobforløb, som skal klæde udsatte unge på til at blive en del af et arbejdsfællesskab.
I det nye projekt; "JobLigaen" bliver unge i alderen 14 til 17 år støttet til at få foden indenfor på aarhusianske arbejdspladser.
- Mange unge drømmer om et fritidsjob, men for nogle unge kan det være svært at se, at de har noget at tilbyde en arbejdsplads. Det skal vi hjælpe dem med, for et fritidsjob kan være første skridt til drømme om uddannelse og fremtid.
- I Jobligaen klæder vi de unge på til et fritidsjob, åbner døren ind til byens virksomheder og støtter de unge i at falde til, og jeg glæder mig til at se selvtilliden vokse, siger Anders Winnerskjold, der er rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune.
De unge i projektet bliver en del af et udviklingsforløb på AGF’s hjemmebane, Ceres Park. Gennem workshops, arrangementer og undervisning med inspiration fra sportens verden får de unge mulighed for at opbygge konkrete kompetencer og en tro på egne evner, som de senere kan bruge i et fritidsjob.
- Mange af byens unge kender AGF og det sammenhold, vi repræsenterer - det kan være motivationen til at komme i gang. Vi har stor erfaring med at udvikle unge talenter både på og uden for fodboldbanen, og vi glæder os til at være med til at give flere unge aarhusianere succesoplevelser, der kan føre til et fritidsjob hos os eller en af vores mange erhvervskontakter i byen, siger Jacob Nielsen, direktør i AGF.
AGF har en stærk position i lokalsamfundet - både som samlingspunkt for fodboldglade aarhusianere og med et stort netværk af sponsorer og lokale virksomheder.
Kombineret med Aarhus Kommunes store kendskab til de unge vil parterne med Jobligaen sammen sikre, at flere unge kan få del i de positive effekter af et fritidsjob.
Det første hold med 15-20 unge starter op i efteråret 2023.
Fritidsjobprojektet ’Jobligaen’
Fritidsjobforløbet er for unge i alderen 14 til 17 år, som ikke har forudsætninger for på egen hånd at søge, få og fastholde et fritidsjob.
Det kan være på grund af manglende tro på fremtidsmuligheder, sociale udfordringer, begyndende mistrivsel, skolefravær eller risiko for kriminalitet.
Forløbet tilrettelægges den enkelte unge, der bliver en del af et udvikling- og kompetenceforløb hos AGF, som trækker på elementer af talentudvikling fra sportens verden, efterfulgt af arbejdsprøvning, fritidsjob og opfølgning undervejs i fritidsjobbet.
Aarhus Kommune og AGF forventer, at 45-60 unge årligt kan blive en del af projektet.
Fakta om fritidsjob
• Undersøgelser viser, at fritidsjob blandt andet øger unges trivsel, styrker fremtidsmulighederne på arbejdsmarkedet og mindsker risikoen for udsathed senere i livet.
• I Aarhus Kommune har knap en tredjedel af unge mellem 13 og 17 år et fritidsjob.
• Aarhus Kommune har en håndholdt fritidsjobindsats for unge mellem 15 og 17 år. I UC Fritidsjob får de unge blandt andet hjælp til at skrive ansøgninger og kontakte arbejdspladser. Medarbejderne følger og støtter også de unge de første måneder i fritidsjobbet.