
AGF KVINDEFODBOLD: SKUFFENDE NEDERLAG I SÆSONPREMIERE
25.08.2023 18:55
Det blev til et 4-0 nederlag i første kamp af Gjensidige Kvindeliga mod Kolding IF.
Fredag aften var det tid til at tage hul på den nye sæson af Gjensidige Kvindeligaen, hvor vi tørnede sammen mod Kolding IF til et opgør på Autocentralen Park.
Det var noget af en hektisk start, da kampen blev udskudt med et kvarter grundet trafikale udfordringer på motorvejen. Kaotisk stemning hang tung over Autocentralen Park for både hold og de fremmødte tilskuere, men til kampstart var der ingen spor at ane.
Begge mandskaber kom godt fra start, men Kolding IF havde flere muligheder mod mål, og det var da tæt på en tidlig føring til hjemmeholdet, hvis ikke der blev dømt offside til vores fordel. I modsatte var vi hurtige til at komme med et modsvar, men desværre ramte bolden ydersiden af stolpen, efter Sarah Dyrehauge sendte den afsted efter et indlæg.
Kolding IF blev farligere og farligere i deres chancer, og det blev hjemmeholdet, som først kom på måltavlen. Julia Amby sendte efter 20 minutters spil et hjørnespark afsted, der snød Marie Gade i målet, og hun kunne dermed scores kampens første mål.
Der gik ikke mange minutter, før bolden blev banket i kassen til 2-0 efter kaotisk spil i feltet med hjemmeholdet som vinder af den duel. Og på trods af vores bagerste kæde, der samarbejdede godt, var der ikke noget at gøre, da Kolding efter den første halve time igen fik læderkuglen i nettet, og vi gik til pause til stillingen 3-0.
2. halvleg
Efter en svær start på kampen så det lysere ud i anden omgang, da holdet kom fint ud og begav sig i flere fysiske dueller. Bagerst var Marie Gade skarp i målet og diskede op med flere gode redninger, som gav holdet mere selvtillid til resten af spillet på banen. Gade havde særligt en stor redning, da tidligere AGF’er, Benedicte Moss truede målet efter frit spil.
Da uret rundede den første time, var det det jagtende hjemmemandskab, som havde fødderne mest på bolden. Det blev svært at spille sig til reelle afslutninger, men indskiftede U19 DM-spiller Mie Lerche gjorde sig ihærdige forsøg.
Det var, da vi nåede 75 minutters spilletid, at vi for alvor fik sendt bolden mod mål efter flere chancer. De unge og nye spillere var ikke blege for at tage ansvar og viste, at deres samspil nok skal nå nye højder gennem den kommende sæson.
Til vores store ærgrelse efter en periode med aarhusiansk momentum, blev der kort før slutfløjt sat et punktum, da hjemmeholdet lukkede kampen til stillingen 4-0. Vi måtte tage tomhændet hjem fra Kolding efter en svær og skuffende start på den nye sæson i Gjensidige Kvindeligaen.
Næste kamp venter næste lørdag den 2. september, hvor vi tager imod Brøndby IF på Ceres Park til en gratis kamp, hvor målet er at slå publikumsrekorden for en kvindekamp i Danmark. Skal du være med til at slå den og støtte op om de første point for AGF Kvindefodbold, kan du allerede hente dine gratis billetter nu på billet.agf.dk
Kolding IF vs. AGF Kvindefodbold / 25. august 2023 / Autocentralen Park / Gjensidige Kvindeliga / 1. runde
(3-0)
1-0: 20’ Julia Amby Kristensen
2-0: 29’ Laura Faurskov
3-0: 34’ Sara Kristensen
4-0: 90’ Benedicte Moss
AGF’s trup:
Marie Gade, Tina Fremo, Ally Green (46’ Elvira Nejmann), Mathilda McNamara, Sarah Dyrehauge, Mathilde Rasmussen (80’ Julie Poulsen), Nathalie Jørgensen (46’ Mie Lerche), Mariann Høgh, Kathrine Spanner (71’ Marie Olesen), Julie Mathiasen, Sofie Bloch (71’ Emma Hoppe)