YAKOB VIL UDNYTTE FYLDT CERES PARK TIL REVANCHE
22.04.2023 11:07
Kevin Yakob ser frem til søndagens brag mod FC København i et fyldt Ceres Park.
Det er snart weekend i Aarhus og så venter der en stor kamp søndag kl. 18 i Ceres Park, når landets to største byer mødes på fodboldbanen på en tæt besat hjemmebane, der ser ud til at blive udsolgt. Og netop den store opbakning er noget som truppen ser frem til - og ikke mindst sætter pris på, fortæller midtbanespilleren Kevin Yakob.
- Sidste gang FC København var i Aarhus var der også fyldt på Ceres Park, og det betyder meget for os på holdet. Det giver den ekstra ”edge” inde på banen, at vi kan mærke den store opbakning og forhåbentlig kan folks støtte og opbakning være med til at vi sammen kan hente de tre point og dermed gi’ lidt tilbage til fansene.
- Tilhængerne har været fantastiske hele sæsonen indtil nu - ude som hjemme, og vi glæder os til at komme hjem og spille igen på Ceres Park og er rigtig glade for, at så mange planlægger at komme ud på søndag for at bakke os op, siger Kevin Yakob, som håber, at holdet på søndag kan glæde de mange fans med de mål, som udeblev i en ellers god præstation i seneste kamp, da vi led årets første nederlag i Brøndby.
- Vi skal slå tilbage efter nederlaget i Brøndby, hvor vi kom til mange chancer og havde god kontrol på kampen - både offensivt og defensivt. Vi ramte ikke lige dagen foran mål, men jeg synes alligevel, vi kan tage meget godt spil med derfra frem mod søndag, siger Kevin Yakob.
To formstærke mandskaber
FC København kommer til Aarhus efter de kom tilbage på sporet med en sejr på hjemmebane over Viborg FF efter de ellers også havde tabt deres første kamp i 2023, da de i forrige uge tabte 1-0 i Randers. Så det er ligaens to mest formstærke mandskaber, som mødes. Og det bliver da også en lige og spændende kamp, spår Kevin Yakob.
- Begge hold har haft et godt år indtil nu, så for tilskuerne skal det nok blive en underholdende og interessant kamp med to gode hold, der vil give alt for at få sejren.
- Vi har en god mulighed for at få et godt resultat. Vi har udviklet os siden de to første kampe mod FCK i denne sæson. Det var tæt sidst, de var i Aarhus, hvor vi var lidt uheldig med et underkendt mål og måske kunne ha’ fået mere ud af kampen. Det skal vi så forsøge at gøre på søndag. Og vi føler, at vi har bygget på siden efteråret. Så kan vi leve op til vores standarder og kvaliteter som hold, ser jeg optimistisk på vores muligheder, lyder det fra Kevin Yakob.
Kampen mellem AGF og FC København spilles nu på søndag kl. 18. Kl. 16 åbner vi AL Bank Fanzonen og 16.30 slår vi dørene op til Ceres Park. Så har man billet, så kom i god tid i Kongelunden. Har man ikke billet, så benyt linket herunder til at hente en.