INDEN SØNDAG: - VI SKAL SKABE EN GOD AFTEN MED VORES FANS

21.04.2023 08:14

Cheftræner Uwe Rösler og hans trup ser frem til søndagens store kamp i Ceres Park, hvor FC København venter.

Søndag venter der os en fodboldkamp af de helt store, når 3F Superligaens to mest formstærke hold tørner sammen på Ceres Park. Det er landets to største byer mod hinanden. Det er AGF mod FC København. Det er en ny-klassiker i dansk fodbold som hele byen glæder sig til. Også cheftræner Uwe Rösler som har haft en god træningsuge med spillerne.

- Det bliver en god og spændende udfordring for os. Det er en stor kamp i sæsonen, som kommer til at kræve fuld fokus fra os. Og det har vi fået fra spillerne i ugen indtil nu. Der er god intensitet i træningen og spillerne er koncentreret og glæder sig.

- Selv om vi tabte i seneste runde har vi fået opbygget en god selvtillid hen over sæsonen, og vi går ind til kampen med hævet hoved og en stor tro på, at vi kan skabe et godt resultat sammen med vores mange fans i Ceres Park.

- Men det kommer til at kræve hårdt arbejde og, at vi er effektive. Man får ikke mange chancer mod FC København, siger Uwe Rösler, der i sidste runde måtte se sit hold lide årets første nederlag, da vi tabte 1-0 i Brøndby IF.

- Vi gjorde mange ting rigtig i Brøndby, men manglede det sidste til at få udbytte af en på mange måder godt udført kamp. Det skal vi forsøge at gøre igen på søndag mod et dygtigt FC København-hold. De er et tophold, og du skal ramme dine gode dage, når du møder dem i form af kvaliteten som hold og hos spillerne individuelt.

- Vi fik ikke det ud af vores seneste kampe mod dem, som vi gerne ville. Men det var egentlig en lige kamp, hvor vi var uheldige med at få et mål annulleret og indkasserede sent i kampen. Nu er det ny kamp og det bliver ikke nemt for dem at komme her i Ceres Park, som vi er glade for at høre bliver fyldt. Vi får brug for tilhængernes opbakning til at bære os frem på søndag, lyder det fra cheftræneren inden søndagens spændende kamp.