GIFT LINKS: EN ÆRE AT NÅ 100 KAMPE FOR AGF
11.04.2023 15:42
Gift Links har nået 100 kampe for AGF. En milepæl han er glad for. Nu ser han frem til det videre arbejde.
Da vi i påsken vandt 1-0 ude over Viborg var det samtidig AGF-kamp 100 for vores sydafrikanske kantspiller, Gift Links, som kom til AGF i sensommeren 2019. Før AGF spillede han for Cape Town City FC i sit hjemland, men nu er han efterhånden en af de spillere, der har længst anciennitet på Fredensvang og kan altså til sommer runde sit fjerde år i Aarhus.
- Det er en stor ære at nå 100 kampe for AGF, og det var dejligt at kunne gøre det i søndags med en sejr i en vigtig kamp for os i Viborg. Jeg har oplevet meget i min tid i AGF, hvor der både har været op- og nedture. Men det har overordnet været en rigtig god tid indtil nu, hvor jeg har udviklet mig meget - både som spiller og som menneske.
- Jeg befinder mig godt i klubben og i byen, hvor jeg er faldet godt til, og jeg nyder at være en del af en trup, hvor vi har det godt med hinanden og arbejder hårdt for holdet og for klubben, siger 24-årige Gift Links, som i indeværende sæson har fået en lidt anderledes rolle som wingback med flere defensive pligter end han tidligere har haft.
- Jeg har udviklet mit spil siden min debut og har nu en lidt anden rolle end tidligere, og jeg arbejder hele tiden for at blive bedre og lægge på mit spil i forhold til de udfordringer og opgaver, som jeg har nu. Jeg synes det bliver gradvist bedre, men der er meget arbejde endnu. Ligesom resten af holdet, så holder jeg fokus på at arbejde hårdt og på vores næste kamp i det spændende slutspil, vi er inde i, siger Gift Links, som - udover de 100 kampe - også er noteret for syv mål og otte assist.
Søndag får Links muligheden for at spille sin kamp nummer 101, hvis han kommer på banen mod Brøndby IF og så er der traditionen tro blomster til Gift Links inden næste hjemmekamp, som er den 23. april mod FC København. Find en billet til den kamp via linket herunder.