FØR SØNDAG: VI SKAL PRÆSTERE BEDRE

15.04.2023 07:54

Søndag venter der os en spændende kamp i Brøndby, som er cheftræner Uwe Röslers kamp nr. 25 i spidsen for liga-holdet. Hans første var netop på Brøndby Stadion.

En klassisk udekamp venter 3F Superligaen i weekenden, når vi søndag drager til Brøndby Stadion, hvor hjemmeholdet venter kl. 18.

Dermed venter en gentagelse af sæsonens første kamp, hvor vi i sommer mødte Brøndby IF på Brøndby Stadion og måtte konstatere et 1-0 nederlag. Siden har vi spillet 2-2 i Aarhus og nu venter altså første udgave af det traditionelle opgør i Mesterskabsspillet i en kamp, som samtidig bliver cheftræner Uwe Röslers 25’ende kampe i spidsen for vores bedste herrehold. Den første var netop sommerens kamp.

- Det var en svær kamp tilbage sidste år på en hurtig bane, der gav os nogen problemer. Jeg husker det som om, at vi havde vores muligheder og måske kunne ha’ fået noget med hjem. Men Brøndby var bedre end os i den kamp og fortjente sejren, sagde Uwe Rösler ved en presseseance torsdag efter træning.

Vores cheftræner forventer en bedre præstation end i seneste kamp, hvor vi godt nok tog sejren i Viborg, men hvor spillet til tider kunne ha’ været bedre.

- Jeg forventer, at vi kan præstere bedre end vi gjorde mod Viborg, hvor vi var lidt på hælene i perioder. Men vi er oppe mod en stærk modstander. Brøndby IF er et klassehold med mange gode spillere, og på deres stadion har de fleste det svært. Så vi skal have en god dag for at få noget ud af det. Men kan vi leve op til vores egne forventninger og vise vores kvaliteter som hold, så kan vi også få noget med hjem til Aarhus, lyder det inden søndagens spændende kamp.

Tager man med til Brøndby IF, så find din billet via linket herunder.