DELER I STORKAMP PÅ CERES PARK
23.04.2023 19:09
Det blev i dag 0-0 mod FC København i Ceres Park - selv om vi havde bolden i kassen, men måtte efter en tæt VAR afgørelse nøjes med det ene point efter en rigtig flot indsats.
Ceres Park lagde i aften rammer om en forrygende fodboldaften i Aarhus, da landets to største byer dystede på den flotte fodboldbane på vores hjemmebane.
FC København var på besøg og som os har de også haft et godt 2023. Det var derfor to formstærke mandskaber, der mødtes i en hvad der blev en intens fodboldkamp.
Allerede efter et minut var vi foran - troede vi. For målet blev underkendt for offside efter et VAR tjek. Det var ellers et flot gennemspillet mål, hvor Mads Emil Madsen scorede. Men desværre blev Felix Beijmo dømt offside i situationen, hvor det var svært, at se, at svenskeren stod på en kriminel side af stregen.
Men situationen startede dog en flot AGF-periode med op til flere gode muligheder til blandt andre Gift Links og Kevin Yakob. Og det var et levende og hårdtarbejdende AGF-hold som var opsatte på at vise det udsolgte Ceres Park, at her i skoven bestemmer vi.
Efterhånden kom gæsterne lidt mere med og kom også til et par muligheder. Men det var hjemmeholdet, der var farligst og vi spillede i perioder virkelig godt. Midtbanen arbejdede benhårdt og fik ofte skabt nogen gode muligheder og fra kanterne kom både Felix Beijmo og Gift Links ofte til indlæg.
I defensiven havde vi også styr på de ellers normalt så giftige FCK-spillere, der ikke kom til meget i 1. halvleg. Desværre fik vi ikke vekslet en ellers spillemæssige fremragende halvleg til flere mål end det, som blev underkendt.
2. halvleg
I anden halvleg skiftede billedet lidt og FCK’erne kom mere på bolden end i første omgang og vores gode forsvar fik lidt mere at lave, men på nær et par farefulde situationer havde vi styr på gæsterne.
I den anden ende kom Kevin Yakob efter en time til en fin chance, da Mads Emil Madsen stærkt erobrede bolden midt på banen og fandt Yakob, men desværre gik hans forsøg over mål. Men vi kløede på og forsøgte fortsat at skabe chancer.
Den slags fik FCK også. For eksempel måtte Hansen ud i en flot redning efter ca. 75 minutter, der gav FCK et af deres sjældne hjørnespark i kampen.
Kort efter fik vi sat et flot opspil sammen og kom til en stor chance, men den tidligere AGF'er Kamil Grabara fik rettet. Og hen mod kampens slutning fratog FCK-målmanden os desværre alle tre point, da han fik hånden på en rigtig stor AGF-chance.
Til sidst pressede vi på, men lykkes aldrig at score. Men de fleste ville i dag nok sige, at hjemmeholdet havde fortjent sejren efter en flot indsats, hvor vi i dag med lidt mere held og snilde havde de tre point.
AGF vs. FCK / 3F Superligaen / Mesterskabsspillet runde 4 / Ceres Park
0-0 (0-0)
Tilskuere: 18:082
MoM: Tobias Mølgaard
Advarsler
AGF: Felix Beijmo
FCK Goncalves
AGF:
Jesper Hansen, Gift Links (82’ Eric Kahl), Yann Bisseck, Frederik Tingager, Tobias Mølgaard, Felix Beijmo, Nicolai Poulsen (74’ Mikkel Duelund), Mads Emil Madsen, Mikael Anderson (89' Peter Bjur), Kevin Yakob, Patrick Mortensen (89' Sigurd Haugen)