VARM OP TIL STORKAMP MED STJERNESPÆKKET SHOW-FODBOLD

13.09.2022 15:28

På lørdag er der UNICEF Cup i Ceres Arena, hvor man - inden den jyske klassiker - helt gratis kan opleve AGF-legender og andre berømtheder dyste ud i fodboldens kunst.

Når vi på lørdag inviterer til en stor fodboldfest i Ceres Park, bliver det muligt at tyvstarte dagen med en sjov fodboldoplevelse inde i Ceres Arena allerede fra kl. 12.30. Her går det nemlig løs med UNICEF Cup, hvor man kan opleve skuespillere, komikere, sportsværter, tidligere fodboldstjerner og AGF-legender kæmpe om æren og pokalen, når de spiller mod hinanden til fordel for UNICEF’s arbejde.

Blandt deltagerne finder man AGF-legender som Stig Tøfting, Peter Graulund, Lars Lundkvist, Martin Jørgensen og Steffen Rasmussen. De møder blandt andre skuespillerne Cyron Melville, Roland Møller, Vild med Dans-værten; Martin Johannes Larsen, komikerne Carsten Bang og Geo og tv-vært Signe Vadgaard, der får selskab af tidligere fodboldspillere som Thomas Gravesen, Niclas og Daniel Jensen og Thomas Helveg.

Seks hold om den eftertragtede pokal, mens de samtidig samler penge ind til UNICEFs indsats for at levere en million stivkrampevacciner til verdens børn.

UNICEF Cup er fodbold og underholdning for både børn og voksne, og vi håber at mange vil benytte showet til at komme tidligt i Kongelunden inden kampen mod AaB og få en god dag ud af det. Der er gratis entre for både børn og voksne, og til de første 300 børn uddeles der gaver ved indgangen. Ceres Arena åbner dørene kl. 12:00. Officiel velkomst og holdpræsentation kl. 12.30, hvorefter kampene starter.

Og så møder vi altså AaB kl. 17 på Ceres Park, hvor der er halv pris på billetterne. Find dem i linket herunder.